Ørsted nød onsdag godt af et forslag fra EU Kommissionen om et prisloft på el, som ikke er produceret af gas. Det gav også medvind til Vestas.

Markedet var ellers på en rutschetur med start i rødt, som ifølge Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør i Sydbank, primært var drevet af tirsdagens negative marked i USA.

Samtidig var markedet udfordret af de makroøkonomiske forhold.

»Der er stadig usikkerhed omkring renteudviklingen, inflationsudviklingen og recession. Så er investorerne nok lidt afholdende op til ECB-mødet i morgen, hvor konsensus er, at de hæver renten med 75 basispoint,« siger Ole Kjær Jensen til MarketWire.

Også Bavarian Nordic klarede sig i top efter nok en ordre på selskabets abekoppevaccine.

Læs også: Nyt i Twitter-sagen: Musk får grønt lys

C25 gik onsdag tilbage med 0,1 pct. til 1607,92.

I bunden af C25 endte Demant og Pandora med fald på henholdsvis 2,0 og 1,7 pct. uden selskabsspecifikke nyheder.

EU-Kommissionen kom onsdag med et forslag, der skal lægge et prisloft på el, som ikke er produceret fra gas, og det smittede ifølge Ole Kjær Jensen positivt af på eliteindeksets grønne aktier, Ørsted og Vestas.

Vestas steg 1,2 pct. til 177,68 kr., og Ørsted øgede 4,0 pct. til 725,90 kr.

Sidstnævnte vurderes desuden en potentiel vinder i kapløbet om at omstille verden til vedvarende energi - en omstilling, der kun er blevet mere presserende af den igangværende energikrise.

Det vurderede Goldman Sachs i en analyse.

Desuden kunne Ørsted tirsdag aften meddele, at selskabet har udstedt grønne obligationer for knap 15 mia.

Bavarian Nordic opjusterede onsdag sine forventninger til året og venter nu et driftsresultat, EBITDA, mellem 0 kr. og minus 200 mio. kr. og ser nu et muligt breakeven på driften. Derudover løftedes forventningerne til toplinjen også, og der ventes en omsætning på 2800-3000 mio. kr.

Det sker, efter at EU har lagt en ny ordre hos Bavarian på selskabets abekoppevaccine.

Tidligere ventede Bavarian et underskud på driften på mellem 100 og 200 mio. kr., mens omsætningsforventningerne lød på 2700-2800 mio. kr.

Aktien steg 4,0 pct. til 255,90 kr.

Også Mærsk steg onsdag, efter at topchef Søren Skou har købt aktier for 4,2 mio. kr.

»Det er helt klart et signal, når topchefen går ud og køber aktier på de her niveauer,« vurderer Mads Zink, chefhandler hos Danske Bank

B-aktien endte 0,8 pct. højere i 16.415 kr.

Novo Nordisk og Zealand Pharma indgik et kommercielt samarbejde om nødpennen Zegalogue.

Aftalen dækker over en førstegangsbetaling på 25 mio. kr. til Zealand Pharma samt fremtidige udviklingskroner og milepælsbetalinger, der samlet kan løbe op i 290 mio. kr. inklusive forudbetalingen.

På den korte bane har Zealand udsigt til 45 mio. kr. i udviklings og regulatoriske milepæle, oplyser selskabet.

Zealand Pharma vil desuden modtage høje encifrede til lave tocifrede royalties af Novos salg af Zegalogue, som Zealand Pharma selv sendte på det amerikanske marked i juni 2021.

Novo-aktien lå 0,9 pct. lavere i 774,20 kr., og Zealand vandt 3,0 pct. til 128,20 kr.

Tryg fik løftet sit kursmål til 200 kr. fra 195 kr. hos Barclays, der gentog den positive anbefaling "outperform". Det viser data fra Bloomberg.

Aktien faldt 0,2 pct. til 168,00 kr.

Fodboldklubben AaB indledte forhandlinger med en udenlandsk klub om en transfer af ungdomslandsholdsspiller Mathias Ross. Et eventuelt salg kan udløse en opjustering til et resultat før skat i niveauet minus 8 til minus 12 mio, kr., meldte selskabet, der aktuelt venter et underskud før skat på 10 til 15 mio. kr.

Aktien faldt 3,8 pct. til 40,60 kr.

Læs også: Zealand Pharma efter Novo-aftale: Det skal der ske nu

Læs også: Én lille detalje afslører, om du er velklædt på kontoret

.\˙ MarketWire