
FLSmidth vil have Ørsted-topchefen Mads Nipper som bestyrelsesformand.
Det skriver det danske mine- og cementselskab i en fondsbørsmeddelelse fredag formiddag.
Mads Nipper er den nuværende vice-bestyrelsesformand i selskabets bestyrelse og har siddet i bestyrelsen siden 2022.
Han bliver nu indstillet til at overtage posten som bestyrelsesformand efter den nuværende formand Tom Knutzen har besluttet ikke at genopstille efter 12 år på posten.
Mads Nipper er som sagt administrerende direktør i energigiganten Ørsted og har tidligere været topchef i Grundfos og marketingsdirektør i LEGO.
I meddelelsen fra FLSmidth fremgår det også, at Christian Bruch er blevet indstillet som nyt medlem af bestyrelsen samt vice-bestyrelsesformand, mens Rune Wichmann og Lars Engström er blevet indstillet som menige medlemmer af bestyrelsen.
Derudover oplyser FLS, at Daniel Reimann ikke genopstiller til bestyrelsen.
Yderligere information om de foreslåede medlemmer til bestyrelsen vil blive givet i indkaldelsen til den ordinære generalforsamling, som offentliggøres i slutningen af februar eller begyndelsen af marts 2025.
Læs også: Danske Bank: Det er dyster læsning
Læs også: Dansk kurskomet slagtet efter ny melding fra myndighederne






















