Det har været hårde tider for det nordiske medieselskab Viaplay det seneste år, hvor aktien er kollapset og nede med knap 99 pct. 

Men nu er der landet en nyhed, som måske kan skabe lidt positiv stemning i aktien. Det mener investeringsøkonom hos Nordnet, Per Hansen. 

»Måske er det her begyndelsen til noget bedre og andet,« skriver han i en kommentar. 

Læs også: Chipgiganten Nvidia sætter ny rekord

Nyheden er, at Viaplay i en ny aftale har sikret sig enerettighederne til at sende Champions League fodbold i Danmark de næste tre år. Det skriver BT. 

»UEFAs klubturneringer viser europæisk fodbold fra sit allerhøjeste niveau. Denne nye aftale viser vores laserfokus på at sikre indhold, der er relevant og attraktivt for mange seere, og som derudover giver dokumenterede kommercielle muligheder,« udtaler Viaplays topchef Jørgen Madsen Lindemann. 

Det giver Viaplay mulighed for at tjene penge, påpeger Per Hansen. 

»Hvis Viaplay ikke havde fået rettighederne ville det have været en katastrofe. Rettighederne har næppe været billige, men mulighederne for at tjene penge, hvis og når det økonomiske klima bliver bedre, er tilstede,« skriver Per Hansen og tilføjer:  

»Hvis økonomien, især i Sverige bliver bedre, giver det muligheder for at sælge flere reklamer og måske også at få flere abonnenter.« 

Læs også: Tunge investorer taler om investeringen som den 'mest overbevisende handel' i 30 år - strateg fremhæver 6 udvalgte aktier

Udover at sikre sig rettighederne til at vise Champions League-fodbold i Danmark, har Viaplay også sikret sig rettighederne i Sverige. Derudover har selskabet eneret på at vise Europa League i og Conference League i Norge og Finland. 

Viaplay-aktien har været hårdt ramt det seneste år, hvor aktien er faldet med 99 pct. Det skyldes at selskabet har været i økonomiske problemer, og at man efterfølgende har rekapitaliseret selskabet gennem en massiv aktieudvidelse, der udvandede de eksisterende aktionærer. 

Det har fået aktiekursen til at falde sammen.