Investorer tror nu, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil sænke renten flere gange i år efter overraskende jobdata fra USA i fredags.

Tidligere forventede man tre rentenedsættelser i 2024, men nu er tallet oppe på fem. Nogle tror endda på en større nedsættelse på 0,5 procentpoint i september, skriver Bloomberg News.

Læs også: Lars Persson har købt ny aktie: 'En gang skal jo være den første'

Brian Rose, økonom hos UBS Global Wealth Management, har ændret sit bud på udviklingen. Han forventer nu en rentenedsættelse på 0,5 procentpoint i september og yderligere 0,5 procentpoint inden årets udgang.

»Vi ændrer vores forventning til en rentenedsættelse på 0,5 procentpoint i september og 0,25 procentpoint i november og december, for i alt 1 procentpoint inden årets udgang,« udtaler Rose.

Udmeldingen sker på et tidspunkt, hvor der er opstået en frygt i markedet for, at den amerikanske centralbank har været for langsomme med at sænke renterne.

Federal Reserve har sat renterne i vejret for at få bugt med inflationen, men frygten har været, at centralbanken har holdt renterne højt så længe, at verdens største økonomi - den amerikanske - er på vej ud i en økonomisk nedtur. Fredagens jobtal pustede til den frygt, og det har altså fået investorer til at spekulerer i, at centralbanken vil sætte renten hurtigere ned end ventet. 

Når renten sænkes, bliver det billigere at låne penge, hvilket kan føre til øget forbrug og investering. Det hjælper alt andet lige med at øge den økonomiske aktivitet og kan være med til at holde en hånd under væksten eller bekæmpe en recession.

For boligejere kan lavere renter betyde lavere omkostninger på boliglån, hvilket reducerer deres månedlige betalinger. For investorer kan lavere renter gøre aktier mere attraktive, da virksomhederne kan låne penge billigere til vækst og investeringer, hvilket ofte fører til højere aktiekurser.

Læs også: Warren Buffett sælger massivt ud af sin yndlingsaktie

Læs også: Sådan investerer eksperterne: Lars Persson om den aktie, der har grundlagt hans formue, og købet han tabte alt på