Godmorgen og velkommen til ugens første handelsdag.

Mandag morgen bliver flere chipaktier sendt op i Asien efter flere uger med høj volatilitet i aktier, der er eksponeret mod kunstig intelligens.

Opturen kommer i kølvandet på fredagens amerikanske jobtal, der dæmpede bekymringerne for, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve snart vil blive nødt til at hæve renten, skriver Bloomberg News.

Det er også værd at bemærke, at olieprisen stiger yderligere, efter Iran afviste forhandlinger med USA, og at en aftale om at genåbne Hormuzstrædet fortsat er usikker, påpeger mediet.

Regnskabssæsonen fortsætter i den kommende uge. Mandag får vi nyt fra det danske logistikselskab NTG efter børsluk. 

Vi starter den finansielle overflyvning i Asien, hvor børshandlen er i gang.

De japanske aktier blive mere værd her til morgen. Nikkei-indekset stiger med 2 pct.

Også de kinesiske aktier i Hang Seng-indekset, der handler på børsen i Hongkong, stiger her til morgen. Indekset bliver sendt op med 0,7 pct.

Europæiske aktier står til at handle fladt i mandagens børshandel.

Futures for det toneangivende Stoxx50-indeks indikerer en tilbagegang på 0,09 pct. Indekset dækker over 50 store europæiske virksomheder som ASML, Adidas, Santander, Deutsche Telekom og Enel.

På den anden side af Atlanten ventes en blandet handel på det amerikanske aktiemarked senere på mandagen.

Det brede S&P 500-aktieindeks står til at stige med 0,05 pct., mens Dow Jones-aktieindekset står til at falde 0,1 pct.

Teknologiaktierne i Nasdaq-indekset står til at gå mest frem med 0,16 pct. 

S&P 500-indekset omfatter mange forskellige selskaber, mens Nasdaq især fokuserer på teknologi- og vækstselskaber.

Udviklingen i Dow Jones viser kursudviklingen for 30 store, veletablerede amerikanske industrivirksomheder og afspejler derfor især den traditionelle økonomi. Du kan se, hvilke selskaber der er i Dow Jones her.

Prisen på guld, olie og kryptovaluta giver os også et praj om stemningen i markedet. Vi begynder med det sorte guld, nemlig olien, der stiger.

Olien handles til 84,4 dollar for en tønde af den toneangivende Brent-olie, mens den amerikanske WTI-olie nu koster 78,8 dollar per tønde.

Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger, kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.

Guldprisen er faldet en smule tilbage. Det gyldne metal handler til en pris på 4.331 dollar pr. ounce. Guldet er værd at følge, fordi guld opfattes af mange som en sikker havn i krisetider og har historisk klaret det godt i perioder med modvind på aktiemarkedet.

Kryptovalutaen bitcoin er gået frem med 0,4 pct. henover det seneste døgn, og den digitale mønt koster nu 65.009 dollar. Bitcoin-kursen er interessant at følge, fordi den fortæller os noget om markedsstemningen, især blandt mere risikovillige investorer.