Oracle-aktie falder 5 pct. efter advarsel om kæmpe datacenter


Tech-giganten Oracles aktie falder 5 pct. torsdag.
Det sker efter selskabet har sendt et såkaldt »force majeure«-varsel om sit store datacenterbyggeri i New Mexico, kendt som Project Jupiter. Oracles bedyrer dog, at byggeriet fortsætter som planlagt. skriver CNBC:
»Projekt Jupiter forbliver på vores planlagte tidsplan. Vi er fuldt ud forpligtet over for New Mexico og har tillid til vores vej fremad,« udtaler en talsmand for Oracle.
Et force majeure-varsel er en juridisk meddelelse, der beskytter en virksomhed mod at blive holdt ansvarlig for brud på en aftale, hvis der opstår uforudsete problemer.
Med advarslen forsøger Oracle at sikre sig mod højere udgifter og udskyde sine betalinger på byggeriet, hvis datacentret ikke står klar til tiden i 2028.
Advarslen blev sendt til udvikleren af projektet, som hører under selskabet Blue Owl Capital. Aktierne i Blue Owl Capital faldt ligeledes torsdag. Selskabet udtaler dog, at varslet ikke ændrer på de finansielle forpligtelser i det flerårige projekt.
Project Jupiter er en del af den større »Stargate«-satsning på infrastrukturen inden for kunstig intelligens, som sker i samarbejde med præsident Donald Trump.
Byggeriet har dog budt på flere forhindringer, blandt andet lokal modstand, miljøbekymringer og godkendelsesbesvær.
Derudover vækker Oracles gæld på 18 mia. dollar forbundet med datacentret bekymring. Ifølge Financial Times handles gælden allerede på et presset niveau på finansmarkederne.
Oracles med-topchef, Clay Magouyrk, har dog tidligere - den 10. september - udtalt, at Project Jupiter ikke får nogen betydning for selskabets udmeldte forventninger til omsætning og indtjening i regnskabsåret 2027.