Det tikker ind med ordrer mod slutningen af året for den danske vindmøllekæmpe Vestas.
Det har investeringsstrateg hos den danske kapitalforvalter ArthaScope Lars Hytting bemærket.
Han bemærker at Vestas blandt andet har landet en på 320 MW op til jul, og at der 2. juledag landede en ordre på knap 600 MW. Det havde op til mandag morgen bragt det annoncerede ordreindtag op på 3.079 MW i Q4, bemærkede Lars Hytting fra morgenstunden.
»[...] det ligner et ret pænt kvartal for ordreindgangen,« skriver han i en kommentar.
I løbet af mandagen er der tikket yderligere to ordrer ind på henholdsvis 390 MW off-shore møller i Sydkorea samt en ordre på 188 MW i Irland. Det bringer den samlede ordreindgang op på 3.997 MW i fjerde kvartal indtil videre, ifølge Vestas' hjemmeside.
Der skal dog lande et par ordrer endnu, samt have været gang i de ordrer, der ikke bliver annoncerede, før Vestas kan overgå analytikernes forventninger.
Ifølge det seneste konsenusestimat indsamlet af Vestas selv, så regner analytikerne i gennemsnit med en ordreindgang på 5.549 MW i fjerde kvartal. Dette inkluderer både annoncerede og ikke-annoncerede ordrer.
Størrelsen på de ikke-annoncerede ordrer vil blive offentliggjort i forbindelse med årsrapporten for 2025, som lander til februar.
Vestas-aktien har været en af årets helt store vindere, hvor aktiekursen er steget med hele 73 pct.

