Henter kommentarer

Overdoser og stoffer til teenagere: Snapchat slæbt i retten


En stribe amerikanere anklager det sociale medie Snapchat for at være stedet, hvor teenagere har skaffet hårde stoffer – med døden til følge. Det skriver Insider.

Særligt en funktion gør Snapchat til et attraktivt sted for misbrugende teeneagere og lyssky pushere, lyder anklagerne.

Tag bare Amy Neville.

Hendes 14-årige søn skulle til tandlægen, men da hun en junimorgen i 2020 gik ind på hans værelse for at vække ham, lå han livløs på gulvet.

Selvom hun omgående gik i gang med hjertelungeredning, var det for sent. Hendes søn døde af en overdosis fentanyl, som er 100 gange mere potent end morfin. Angiveligt havde den 14-årige søn købt det gennem en bruger på Snapchat.

Nu har Amy Neville, hendes mand og en række andre personer dannet alliance og hevet Snapchats moderselskab, Snap, i retten.

Deres anklager går på, at Snapchat er attraktivt for pushere, fordi platformen er målrettet unge mennesker – og fordi Snapchat har en indbygget slettefunktion, således at alle beskeder, medmindre man aktivt gemmer dem, forsvinder efter et døgn.

»Produktdesignet af Snap, især dets forsvindende beskedfunktion, som er udviklet til at undgå forældres opsyn og retshåndhævelsens opdagelse og tilegnelsen af kriminelt bevismateriale, var den direkte og umiddelbare årsag til de utidige og tragiske dødsfald og kvæstelser, der er omhandlet i denne klage,« lyder anklagerne blandt andet.

En unavngiven talsperson fra Snap har til Insider sagt, at flere af beskyldningerne i anklageskriftet ser ud til at være fuldstændig fejlbehæftede.

Retssagen kommer blot få dage efter, at Snaps aktie bragede ned med 28 pct. efter deres regnskab blottede den svageste kvartalsvækst nogensinde i selskabets historie.

Læs også: Amerikansk tech-aktie kollapser

Læs også: En særlig gruppe aktier trodser aktienedturen: Fire aktier er fordoblet