Henter kommentarer

Overskuddet stiger hos dansk velhaverbank


Velhaverbanken Ringkjøbing Landbobank har onsdag offentliggjort friske regnskabstal for årets første tre måneder.

Resultatet efter skat lander på 616 mio. kr., hvilket er markant mere end samme periode sidste år, hvor tallet lød på 455 mio. kr.

Dermed har banken en egenkapitalforrentning på 24 pct.

Egenkapitalforrentning er et mål for sammenhængen mellem, hvad virksomheden tjener, og hvad det ejer og fortæller noget om et selskabs evne til at skabe afkast ud fra de værdier, som virksomheden råder over. Jo højere egenkapitalforrentning, desto bedre.

Basisindtjeningen er steget med mere end 20 pct. til 1.040 mio. kr. mod 849 mio. kr. i første kvartal sidste år. 

Basisresultatet før nedskrivninger, som der ikke er nogen af, lyder på 793 mio. kr. Det er også en del mere end samme periode sidste år, hvor tallet hed 622 mio. kr.

Banken fastholder sine tidligere udmeldte forventninger til resten af året.

I regnskabet lyder det også, at banken har oplevet en »meget tilfredsstillende kundetilgang« og at væksten i udlån lyder på 5 pct. Samtidig er væksten på indlån steget med 8 pct. og depotværdier er steget med 15 pct.

Ringkjøbing Landbobank er en af landets bedst drevne banker og har en del velhaverkunder.

Bank-aktien er steget næsten 30 pct. siden årsskiftet.