På vej mod at blive verdens første billionær

Elon Musk har kurs mod at blive verdens første billionær inden 2027.
Det skriver det amerikanske medie CNBC på baggrund af en ny rapport fra Informa Connect Academy.
Elon Musk er i øjeblikket verdens rigeste person, og da hans formue vokser hurtigt, spås han således at være den første til at krydse den magiske grænse på 12 nuller.
Ifølge Bloomberg Billionaires Index lød Elon Musks formue på omkring 28,5 mia. dollars i begyndelsen af 2020. Ved udgangen af samme år var den vokset til omkring 167 mia. dollars, og i september 2023 var den steget til omkring 265 mia. dollars.
Den største faktor bag Elon Musks rigdom er Tesla-aktien. Den steg især kraftigt under coronakrisen fra omkring kurs 30 dollars i 2020 til en kurs på cirka 300 dollars året efter.
Generelt har de rigeste mennesker typisk større andele af deres formue investeret i aktiemarkedet, fremgår det videre af artiklen.
Data fra Federal Reserve, Den Amerikanske Centralbank, viser, at de rigeste 1 pct. af amerikanerne ejer knap 50 pct. af alle amerikanske aktier. Omvendt ejer den nederste halvdel af befolkningen omkring 1 pct.
Tesla-aktien er gået frem med mere end 1.000 pct. de seneste fem år. Siden årsskiftet er kursen dog faldet lidt over 12 pct.
Det seneste større kursfald blev udløst fredag i den forgangne uge, hvor aktien blev send ned med næsten 9 pct. Læs mere om det her.