Softwarefirmaet Palantir, der er kendt for sine dataanalyseværktøjer, har blødt i november. 

Palantir -aktien er blevet sendt ud i sin største nedtur siden august 2023. Palantir fremlagde ellers et regnskab i november, der viste bedre salg og større overskud end ventet.

Aktien er alligevel faldet 16 pct., efter det er kommet frem, at den berømte investor Michael Burry, som er kendt for at forudsige finanskrisen i 2008, har satset på kursfald i Palantir og Nvidia, der er kendt for at lave avancerede microchips, der er særligt egnet til kunstig intelligens.

Det har affødt en kraftig reaktion fra Palantirs topchef, Alex Karp, der har beskyldt Michael Burry for »markedsmanipulation«. Han har endda kaldte Burrys handlinger »skandaløse« i et interview med tv-stationen CNBC.

»Tanken om, at chips og ontologi er det, man vil shorte, er fuldstændig vanvittig,« udtalte Alex Karp.

Selvom Palantir i november indgik nye aftaler, blandt andet med PwC om at hjælpe med at bruge AI i Storbritannien, var det ikke nok til at fjerne investorernes frygt for, at aktien var overvurderet. 

Analytikere fra det store finanshus Jefferies kaldte værdiansættelsen »ekstrem«, og mens man hos børshuset RBC Capital Markets var bekymrede for, at Palantirs vækst kom fra for få kunder eller områder.

Palantirs aktie handles stadig til en P/E-værdi på 233, hvilket betyder, at investorer i dag betaler 233 kroner for hver krone, virksomheden tjener.

Når prisen er så langt over selskabets nuværende indtjening, viser det, at investorerne tror meget stærkt på, at Palantir i fremtiden kommer til at tjene langt flere penge end i dag. 

De køber altså aktien ud fra forventningen om, at Palantirs indtjening vil vokse så kraftigt, at den høje pris senere vil give mening.

Til sammenligning var P/E-værdien for Nvidia og Alphabet ved månedens udgang omkring 38 og 30.