Palantir, der er kendt for sin avancerede kunstige intelligens (AI) til dataanalyse, står over for store forventninger, når det amerikanske teknologiselskab præsenterer regnskab mandag.
Analytikere forventer en indtjening på 0,23 dollar per aktie, hvilket er markant højere, end de 0,14 dollar som selskabet tjente året før. Salget ventes at nå 1,34 mia. dollar, hvilket svarer til en stigning i salget på 62 pct., skriver Barron's.
Selvom Palantir startede med at arbejde for forsvar og efterretningstjenesten, har selskabet øget sit fokus på kunder blandt private virksomheder. En stor del af væksten ventes derfor at komme fra private virksomheder i USA. Salget ventes at stige 121 pct.
Det er bemærkelsesværdigt, at Palantir tjener mange penge, bemærker finansmediet med henvisning til andre vækstselskabers indtjening. Palantirs overskud springer nemlig i øjnene for et softwareselskab, der vokser så hurtigt.
Palantir har over de seneste 12 måneder været god til at forvandle salg til overskud. Det har sikret Palantir en overskudsgrad på 46 pct.
På trods af den imponerende vækst og indtjening har prisen på Palantir-aktien vakt debat. Med et P/E-tal på omkring 180 er aktien blandt de dyreste på markedet.
P/E-tallet viser, hvor meget man betaler for hver krone, virksomheden tjener. Et højt P/E-tal kan betyde, at aktien er dyr. Den høje pris skyldes ifølge mediet, at mange investorer tror stærkt på Palantirs fremtid og dets potentiale.
Palantir-aktien er oppe med 75 pct. det seneste år.

