Den danske smykkekæmpe Pandora har netop løftet sløret for, hvordan det er gået de seneste måneder i form af et dugfrisk regnskab for årets andet kvartal.
Selskabet kommer ud med en omsætning, der er en smule lavere end hvad analytikerne, ifølge konsensusestimater indsamlet af selskabet selv, havde ventet.
Således lander omsætningen på 7,1 mia. kr. mod de ventede 7,2 mia. kr., viser regnskabet.
Den organiske vækst lander tilgengæld som forventet på 8 pct.
Like for like-væksten lander på 3 pct., hvilket er en smule under de ventede 4 pct. Tallet er også en del lavere end samme periode sidste år, hvor det lød på 8 pct.
Like for like måler en virksomheds salgsvækst ved kun at medtage de butikker eller salgskanaler, der har været åbne i både den nuværende og den tilsvarende periode året før. På den måde får man et mere retvisende billede af den underliggende udvikling, uden at nye butikker eller lukkede enheder påvirker sammenligningen.
Driftsresultatet, EBIT, lander på 1,3 mia. kr. Det er på linje med det, analytikerne havde ventet, men en smule mindre end samme periode sidste år, hvor tallet landede på 1,3 mia. kr.
I alt ligger der 803 mio. kr. på bundlinjen i andet kvartal. Det er højere end andet kvartal 2024, hvor selskabet kunne melde om en bundlunje på 799 mio. kr.
Det er også en smule højere end de ventede 797 mio. kr., analytikerne havde set tallet lande på.
Pandora fastholder sine forventninger til den organiske vækst trods en tid præget af tolduro. Selskabet får produceret sine produkter i Thailand, hvor der USA har pålagt told.
Mere nøjagtigt venter Pandora fortsat en organisk vækst på mellem 7-8 pct. i år. og en EBIT-margin på omkring 24 pct., der indkluderer en modvind på 60 basispoint baseret på de nuværende toldsatser.
Dog tages der forbehold for den øgede økonomiske usikkerhed.
Topchef i Pandora, Alexander Lacik, er tilfreds med det seneste kvartal. Det udtaler han i forbindelse med regnskabet:
»I disse turbulente tider er vi tilfredse med endnu et kvartal med organisk vækst i den høje ende af étcifret niveau samt stærk rentabilitet. Resultaterne viser, at vores brand og unikke fortælling fortsat tiltrækker flere forbrugere, og at vores globale tilstedeværelse gør os i stand til at udligne op- og nedture på tværs af markederne,« siger han blandt andet.
I regnskabet sætter Pandora også ord på sin strategi med navnet Phoenix, og for fortsat at positionere sig som et 'fuldt smykkebrand' fortsætter Pandora med at investere i alle sine fire strategiske søjler. De omfatter brand, design, markeder og personalisering.
Således har Pandora planlagt initiativer i andet halvår, der blandt andet omfatter to nye kollektioner, Pandora Talisman og Minis.
Derudover forbereder selskabet endnu et kapitel i sin Be Love-kampagne med en julekampagne.
Pandora er særligt kendt for sine charms - altså vedhæng til smykker, der findes i mange forskellige udgaver, så selskabets kunder kan personalisere sine indkøb fra smykkekæmpen.
Aktien i Pandora er siden årsskiftet nede med mere end 20 pct.