Pandora henter kommerciel direktør hos tøjgigant


Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Pandora har hentet italieneren Martino Pessina til jobbet som kommerciel direktør. Pessina, der kommer fra en stilling som direktør for Hennes & Mauritz i Nordamerika, tiltræder den 2. april.

Det fremgår af en meddelelse.

Martino Pessina skal være bindeled mellem lederne af ti klynger fra de største markeder for smykkeselskabet og Pandoras administrerende direktør, Alexander Lacik. Den nye direktør får base i København.

Lacik kunne allerede i starten af marts fortælle, at man havde direktøren på plads - men navnet ville først blive offentliggjort senere. Det var i forbindelse med, at Pandora reorganiserede selskabet og blandt andet måtte tage afsked med 180 ansatte, lukke tre regionale kontorer og samle de 100 markeder, som smykkekoncernen er på, i ti klynger.

Den kommercielle direktør får også ansvaret for et globalt forretningsservicecenter, der ifølge selskabet skal det sikre "effektive og skalerbare transaktionsprocesser" samt effektivitet gennem "standardisering og højere kvalitet".

/ritzau/FINANS