Den danske smykkegigant Pandora har torsdag eftermiddag kommenteret på, hvordan den varslede told fra Trump vil ramme virksomheden økonomisk.

Pandora har nemlig produktion i Thailand. Det sydøstasiatiske land er en af de lande, der bliver særligt hårdt ramt af de nye toldsatser.

Virksomheden anslår, at den samlede bruttopåvirkning af tolden vil være på cirka 1,2 mia. kr. årligt, hvoraf effekten i 2025 forventes at være cirka 700 mio. kr.

»Af dette beløb er 250 mio. kr. relateret til varer, der sælges i Canada og Latinamerika, men distribueres via USA – en omkostning, som Pandora forventer at kunne eliminere inden for 12 måneder,« lyder det fra Pandora.

Pandora-aktien dykker i slutningen af torsdagens handel med mere end 10 pct.