Der er penge på vej til 420.000 danskere.

Det sker i form af en kontantbonus, som pensionsgiganten Velliv sender videre til Vellivforeningens medlemmer. Årets bonusudbetaling svarer til, at en kunde med en opsparing på 1 mio. kr. får 1.520 kr. udbetalt på en NemKonto i løbet af maj.

I alt udbetaler Velliv 420 mio. kr. i maj.

»Lige i år varmer bonus lidt ekstra i en urolig tid,« fortæller administrerende direktør Kim Kehlet Johansen i en kommentar.

Velliv Foreningen har udbetalt i alt 2,35 mia. kr. i kontantbonus til Vellivs kunder siden 2018.

Alt er dog ikke rosenrødt. Vi skal ikke meget mere tilbage end december 2024, hvor det kom frem, at Velliv har kæmpet med afkastet de seneste tre år i forhold til konkurrenterne. 

Kunder med middel risiko og aktiv forvaltning har fået et afkast på kun 8,8 pct., under halvdelen af, hvad PFA og Nordea Pension har leveret. For hver million kroner i opsparing har Nordea-kunder eksempelvis tjent 107.000 kr. mere end Vellivs kunder. Det kan du læse mere om her.