Henter kommentarer

Pengene og kulturen: Privatøkonomen læser politiske udspil, som andre læser dameblade


Hun er PFAs stemme, når det kommer til danskernes privatøkonomi. Hun siger selv, at hun er »nørdet« indenfor det område, og derfor kan det være svært at lægge fra sig.

Camilla Schjølin Poulsen arbejder som privatøkonom i PFA Pension. Hun har de sidste 25 år beskæftiget sig med formuerådgivning. Hun elsker at nørde i alt, der har betydning for danskernes private formuer. Selv i sin fritid kan faglæsningen snige sig ind.

Privatøkonomi som hobby
»Når jeg kommer hjem, kan jeg godt lide at sætte mig ud på terrassen og bare slappe af. Måske med en god bog eller læse nyheder.«

Camilla Schjølin Poulsen nyder at læse en god nordisk krimi. Blandt dem, hun har læst for nylig, nævner hun »Øjesten« af Jakob Melander, »Stormfald« af Tove Alsterdal og »For enden af vejen« af Lars Kjædegaard.

Hun kan også slappe af med noget, som andre nok vil betegne som tung læsning.

»Hvis skattekommissionen kommer med et nyt udspil, så læser jeg det, som andre kvinder læser Alt for Damerne.«

»Jeg er jo lidt nørdet indenfor privatøkonomi, så i min fritid kan jeg også godt lide at læse, hvis der kommer nye regler, der kan påvirke vores privatøkonomi.«

Privatøkonomi har længe interesseret Camilla Schjølin Poulsen. Hun startede som bankelev i Unibank efter at have færdiggjort sin uddannelse på Ballerup Handelsskole tilbage i 1990. Siden er det blevet til stillinger i blandt andet Nordea og Nykredit, og nu altså den danske pensionsgigant.

Selvom privatøkonomen fortsætter faglæsningen i fritiden, mener hun, at det godt kan kombineres med afslapning.

»Jeg har efterhånden fået min hobby og mit arbejde til nærme sig hinanden, så jeg føler ikke, at det er arbejde, men jeg kan ikke lade vær med at tænke arbejde, når jeg læser den slags. Hvad betyder det for vores kunder, og hvordan kan vi kommunikere det. På den måde fletter fritid og arbejde ofte sammen.«

Camilla Schjølin Poulsen synes, at hun bedre kan tillade sig at bruge tid på den slags nu, hvor hendes børn er blevet henholdsvis 21 og 23 år.

»Man er ikke længere hængt op af pligter derhjemme på samme måde, så man har en større frihed til at lade arbejde og fritid flyde lidt mere sammen.«

Vandring og shopping
Camilla Schjølin Poulsen er med i en »tøsevandreklub«, som hun kalder det. Klubben består af 10 veninder, der tager på vandretur et sted i Europa en gang om året.

»Vi tager afsted i 5 dage, hvor vi vandrer de fire af dem, og så shopper vi den sidste dag,« siger hun grinende.

I 3-4 måneder før »tøsevandreklubben« skal afsted på den store tur, mødes de i weekender og går ture sammen rundt omkring i Danmark.

»Det giver naturoplevelser, det giver fællesskab, og så giver det mulighed for at gå lidt ind i sig selv og bare lade et ben tage det andet. «»Vi kan godt finde på at have en halv time om formiddagen, hvor ingen må sige noget. Så er der stilletid, fordi ellers går snakken ret meget. Så skal man bare skal i sit eget tempo og tænke tanker for sig selv. «

Selvom man skal være stille et stykke af vejen, er der stadig masser af tid til snak.

»Det er hyggeligt, at man i løbet af sådan en lang tur får snakket godt rundt. Så snakker man med nogle forskellige undervejs og bliver opdateret på deres liv. «

Stærke og personlige historier
Når Camilla Schjølin Poulsen er på farten, kan hun godt lide at lytte til podcasts. Hun synes, at det er en »herlig« måde at blive oplyst og underholdt på.

DRs »Følg pengene«, »Overskud« på Radio 4, og »Her går det godt« er nogle af de podcasts Camilla Schjølin Poulsen kan finde på at smide i ørerne.

Podcastsene kan dog også have mere alvorlig karakter.

»Jeg kan godt lide en stærk historie og en god fortæller. Det må gerne være noget, der rører en lidt.«

Hun nævner podcasten »Mors afskedsbrev« med Adrian Hughes, som hun har lyttet til henover sommeren.

»Det er en personlig beretning. Det er ikke noget, som nogen har fundet på. Det gør noget stærkt for mig, at det her faktisk er noget, der er foregået.«

Det er også en af grundene til, at hun synes om film som »Enigma« og »Hidden Figures«.

Sydpå til solen
Camilla Schjølin Poulsen og familien gik for nylig med i et koncept der hedder 21-5, hvor 21 familier sammen ejer fem boliger i udlandet.

»Vi er godt i gang med at indvie de fem forskellige boliger, og det har virkelig skruet op for vores rejseaktivitet. Det er en god måde at rejse på, fordi det føles en smule hjemligt uden at være det samme sted hver gang.«

Familien ejer med 20 andre familier boliger i Sydfrankrig, Mallorca, Toscana, Barcelona og Chamonix. Sidstnævnte kan bruges til ski og vandring. Når det kommer til ferie har PFAs privatøkonom dog en klar præference.

»Jeg har været på masser af skiferier med hele familien. Det er så hyggeligt, men hvis jeg skal vælge så går turen sydpå til varmen,« siger Camilla Schjølin Poulsen.

Læs også: Amazon bremser udvidelsen af særlig del af deres forretning

Læs også: Tvede erkender efter tab på 38 pct: 'Jeg fjumrede en del rundt i markederne'