Den store danske pensionskasse ATP rokerer rundt i beholdning af Green Hydrogen Systems-aktier.
Det skriver Green Hydrogen Systems i en børsmeddelelse.
ATP sælger ud af sine nuværende aktier i Green Hydrogen Systems, for derefter at hælde pengene i den kapitalforhøjelse, som Green Hydrogen Systems har påbegyndt.
ATP sigter efter at beholde en ejerandel på mindst 5,99 pct. af aktierne i Green Hydrogen Systems.
Green Hydrogen Systems holder til i Kolding og laver elektrolyseanlæg til produktion af brint. Selskabet meddelte i den forgangne uge, at de vil rejse 469 mio. kr. i en såkaldt fortegningsemission.
Det indebærer, at eksisterende aktionærer i Green Hydrogen Systems vil få tilbudt fem tegningsrettigheder for hver aktie i selskabet, som de ejer nu. Og det er altså dén mulighed, som ATP benytter sig af.
Det trecifrede millionbeløb skal bruges til at udvikle og kommercialisere Green Hydrogen Systems produkter. Selskabet laver elektrolyseanlæg, som kan omdanne vand til brint. Brint ventes at være afgørende i den grønne omstilling.
Udbydelsen af de nye aktier lukker 30. juni.
Aktien i Green Hydrogen Systems lever et volatilt liv på børsen for tiden, hvor den har store udsving. I årets løb er den dog steget med 106 pct.
Ifølge data fra Bloomberg er APMH Invest og Norlys Holding de største aktionærer i Green Hydrogen Systems med henholdsvis 9,7 og 8,9 pct. af aktierne. APMH er en del af Mærsks pengetank i A.P. Møller Holding.
Læs også: Chefstrateg: Sådan ville jeg placere 100.000 kr. lige nu
Læs også: Her er de fem danske aktier, som analytikerne spår størst kurspotentiale

Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner