Danske Banks pensionsselskab, Danica, skraber bunden, når det gælder om at få kundernes pensionsformuer til at vokse. Det viser en opgørelse, som kortlægger de kommercielle pensionsselskabers performance for kunder, der har en middel risikoprofil og 15 år til pension, skriver Finans.

Over en 20-årig periode har Danica leveret det dårligste afkast i stort set samtlige år, med år 11 som eneste undtagelse. I det første år topper Vellivs indeksprodukt med et afkast på 19,3 pct., mens Danica må nøjes med 14,5 pct., skriver mediet. Efter 20 år som kunde hos Danica ville afkastet være oppe på 177,7 pct., men hos Vellivs Aktivprodukt lyder tallet på 223,8 pct. - altså 26 pct. højere.

I et skriftligt svar til Finans påpeger Danicas investeringsdirektør, Poul Kobberup, at det giver et misvisende billede, hvis man kun måler afkastet efter omkostninger på isolerede tidspunkter:

»Danica har (red.) typisk ligget med en lavere risikoprofil og tilsvarende lavere afkast end konkurrenter ved 15 og 20 år til pension, hvorimod vi har ligget relativt bedre ved 30 og 5 år før pension. Vi vil derfor kraftigt anbefale, at man også tager disse nedslagspunkter med, hvis analysen skal give et retvisende billede,« skriver Poul Kobberup til mediet.