De danske pensionsselskaber gør sig klar til at smide flere penge i forsvarsindustrien i takt med, at den sikkerhedspolitiske situation optrappes, og NATO-landene varsler store milliardinvesteringer i forsvar. Det skriver mediet Finans.
Hos Danmarks største pensionskasse PFA med 1,3 mio. kunder og 700 mia. kr. under forvaltning, har man omkring 14,5 mia. kr. investeret i våben- og forsvarsaktier.
»Våben- og forsvarsindustrien er vigtig for os. Europa opruster sit forsvar, og derfor er det også naturligt, at vores investeringer forøges, forudsat at vi kan se et godt afkast for vores kunder. Vi bliver ved med at investere i området og forventer, at investeringerne vil fylde mere i porteføljen den kommende tid,« siger Rasmus Bessing, der er chef for ESG-investeringer i PFA Pension, til Finans.
Han forventer, at forsvarsteknologi kommer til at fylde meget mere hos PFA, og særligt i form af moderne forsvar som droner, kunstig intelligens og cyberangreb.
Den seneste uge er en lang række af forsvarsaktier hamret derudad. Blandt andet tyske Rheinmetall og svenske Saab er gået voldsomt frem. Rheinmetall-aktien er steget med over 20 pct. på fem dage, mens Saab-aktien er steget knap 30 pct. i samme periode.
Læs også: Er det for sent at smide penge i de europæiske forsvarsaktier? Her er strategens bedste bud
Læs også: Lau Svenssen om kurshop på forsvarsaktier: Der er mere potentiale i disse våbenaktier

Trump ønsker kæmpe ændring