Henter kommentarer

Pfizer vinder indædt budkrig mod Novo Nordisk

Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Biotekselskabet Metsera har indvilliget i at blive købt af den amerikanske medicinalgigant Pfizer, og afviser dermed Novo Nordisk i den intense budkrig. 

Det fremgår af en meddelelse fra Metsera, der har været opfattet som en mulighed for at styrke Novo Nordisks og Pfizers fodfæste på det lukrative marked for fedmemedicin.

Novo Nordisk og Pfizer har derfor kæmpet om at købe Metsera, der forsker i et fedmemiddel, der kun skal tages én gang om måneden.

I sidste ende var det den amerikanske regering, der spillede den største rolle i at afgøre, hvilket selskab der ville vinde, bemærker Bloomberg News.

Metsera forklarer i en meddelelse, at en overtagelse fra Novo Nordisk ville have medført »uacceptabelt høje juridiske og regulatoriske risici for Metsera og dets aktionærer.«

Metsera henviste specifikt til en advarsel fra de amerikanske konkurrencemyndigheder (FTC) vedrørende farerne ved at bryde amerikansk monopollovgivning ved Novos foreslåede aftale. 

Pfizer havde på sin side allerede fået grønt lys fra FTC til sit bud.

»Metseras bestyrelse har fastslået, at de reviderede vilkår udgør den bedste transaktion for aktionærerne, både ud fra et værdi- og en lukningssikkerhedsperspektiv,« lyder det fra bestyrelsen.

Pfizer betaler nu op til 86,25 dollar pr. aktie for Metsera, hvilket er 0,05 dollar pr. aktie mere end Novo Nordisks seneste bud, der kunne løbe op i samlet ca. 65 mia. kr.

Metseras bestyrelse har enstemmigt fastholdt sin anbefaling til aktionærerne om at godkende den ændrede aftale. 

Opkøbet af Pfizer forventes at blive afsluttet efter et aktionærmøde 13. november.