Udtalelser fra USA's præsident Donald Trump har ændret stemningen på markedet markant.
I en melding har den amerikanske præsident ifølge Bloomberg News meddelt, at krigshandlingerne i Iran er »meget tæt på at være afsluttet.« Det har dæmpet uroen på de globale finansmarkeder, der har været præget af kraftige udsving i løbet af dagen.
Amerikanske aktier endte endda med at stige en smule - målt på det toneangivende S&P 500-indeks, der steg 0,8 pct. Indekset, der afspejler udviklingen i 500 store amerikanske selskaber, havde ellers været nede med omkring 1,5 pct. i løbet af mandagen.
Oliepriserne faldt markant, hvor den amerikanske WTI-råolie dykkede til under 88 dollar pr. tønde efter tidligere at have ligget over 119 dollar. Samtidig oplyste G7-landene, at de står klar til at frigive olie fra deres strategiske reserver, hvis det bliver nødvendigt for at stabilisere markedet.
På de finansielle markeder faldt både renten på den 10-årige amerikanske statsobligation og den amerikanske dollar.
