Henter kommentarer

Populær kryptoplatform smider håndklædet i ringen


En af verdens største platforme for ind- og udlån med kryptovaluta, Celsius Network, har søgt om konkursbeskyttelse ved en amerikansk domstol. Det skriver Bloomberg.

Nyheden kommer blot en måned efter, at Celsius Network fastfrøs al kryptovaluta og gik i betalingsstandning på grund af »ekstreme markedsforhold«.

Der er tale om en såkaldt chapter 11-konkurs, som også flyselskabet SAS har fået i USA. Det er en beskyttelse, som tillader selskabet at fortsætte sin drift, samtidig med, at myndigheder kigger selskabet over skulderen, mens det forsøger at få sig selv tilbage på rette kurs.

Læs også: Vild udvikling peger mod recession – stærkeste signal i årtier

Celsius Network oplyser, at de tager redskabet i brug for at stabilisere forretningen og udarbejde en omstrukturering for alle interessenter.

Kryptoplatformen er blevet fremhævet i ind- og udland som en genial måde at tjene penge på sin portion kryptovaluta uden at røre en finger. Platformen er tilmed blevet hædret med en stribe priser og omtaler i toneangivende finansmedier som blandt Forbes og Financial Times.

Celsius Network er en crowdlending platform, hvor man – frem til betalingsstandsningen – kunne låne og udlåne kryptovaluta. Pengefinten for den almene kryptoinvestor bestod i, at man kunne overføre sin kryptovaluta til platformen, som så lånte kryptovalutaen ud. I den proces ville man få en ugentligt renteudbetaling.

Læs også: Forskere hakker ned på én ting ved Novo Nordisks guldæg

På Celsius' egen hjemmeside står der, at de har mere end 1,7 mio. brugere og 150.000 bitcoin under vingerne.

Platformen trækker konkurskortet to uger efter det kom frem, at platformen fik rådgivning af et konsulentfirma angående konkurs.

Celsius Networks' modvind kommer sideløbende med, at kryptomarkedet er banket i bund. Den udbredte valuta bitcoin skrumpet ind til at være en tredjedel af sit tidligere selv – gået fra kurs 67.000 til 20.000 dollar.

Det amerikanske analysehus Fundstrat spår et snarligt kollaps i kryptomarkedet, hvor bitcoin kan komme ned i omegnen af 12.500 og 13.000 dollar.

Læs også: Netflix vælger Microsoft til kæmpe sats

Læs også: 'Vanvittig høj' – Amerikansk inflation brager mod himlen