Det har været en fest at være aktionær i et af verdens største og mest betydningsfulde chipselskaber, den taiwanesiske chipkæmpe TSMC, de seneste år. Mandag kulminerede den fest, da aktien steg til sit seneste rekordniveau. 

Men der kan være endnu mere afkast at komme efter, lyder vurderingen fra to store amerikanske finanshuse. 

Den taiwanesiske chipkæmpe Taiwan Semiconductor Manufacturing Company (TSMC) steg nemlig med knap 3 pct. i mandagens asiatiske aktiehandel og dermed lukkede aktien i en ny rekord. Den pæne stigning kommer blandt efter, at finanshuset Morgan Stanley har været ude med en ny analyse af aktien hvor analytikerne hæver deres kursmål på aktien. 

Læs også: Danske Bank-strateg ser 'langsigtet trend' blandt disse aktier: Sådan ville han investere

Det betyder groft sagt, at finanshuset mener aktien kan stige endnu mere de kommende tolv måneder, end man tidligere havde forventet. 

Det positive syn på TSMC-aktien bunder blandt andet i, at analytikerne tror at TSMC kommer til at opjustere sine forventninger til væksten i 2024 i forbindelse med det kommende regnskab. Det kan ske på grund af en »stabil efterspørgsel« indenfor kunstig intelligens (AI), hvortil TSMC producerer mange chip, lyder det i en note fra Bloomberg.

Morgan Stanleys nye kursmål for TSMC-aktien er derfor 1.180 NT$ mod tidligere 1.080 NT$. Anbefalingen lyder på 'overvægt'. 

Også hos finanshuset JPMorgan Chase & Co. ser man positivt på TSMC-aktien. Her forventer man at TSMC i sit regnskab for første halvår af 2024 lander en omsætning i den høje ende af sit forventningsinterval med en bruttomargin på omtrent 53 pct., hvilket også er i den høje ende af forventningerne. 

Her fastholder man sin holdning til aktien, som lyder på 'overvægt' med et kursmål på 1.080 NT$. 

TSMC-aktien i Taiwan koster mandag 1.035 NT$. Aktien kan også handles på den amerikanske børs og selskabet er steget med omtrent 75 pct. i år indtil videre.