Hvilke bøger bør du læse for at blive klogere på aktiemarkedet?

Det spørgsmål har Euroinvestor stillet Skagen Fondenes porteføljeforvalter Jonas Edholm.

Han står i spidsen for den norske formueforvalters value-fokuseret aktiefond, Skagen Focus.

Nedenfor peger han på en række bøger, som han mener, at du med fordel kan kaste dig over, hvis du gerne vil være klogere på aktier, selskaber og investering.

1 og 2) The Alchemy of Finance og Staying Ahead of the Curve
De første to bøger, som han peger på, handler om at forstå den økonomiske cyklus, altså hvordan nedgang i økonomien påvirker forskellige selskaber, og hvordan forandringerne ser ud, når økonomien vender.

    

      

Jonas Edholm peger på 'The Alchemy of Finans' fra 1987 samt bogen 'Staying Ahead of the Curve' fra 1995. Begge bøger er skrevet af milliardæren og investoren George Soros, der blandt andet er kendt for sin spekulation mod det britiske pund i 1992.

»Jeg holder meget af begge bøger, der er en virkelig god hjælp i arbejdet med at bryde cyklusserne på de finansielle markeder ned og ikke mindst forstå de psykologiske aspekter ved investering – for eksempel termer som 'refleksivitet' og teorien om 'boom-bust',« lyder det fra Jonas Edholm.

3) When Genius Failed
Den tredje bog, som Jonas Edholm anbefaler, er Roger Lowensteins bog 'When Genius Failed: The Rise and Fall of Long-Term Capital Management'. Bogen, der er skrevet i 2000, handler om fremkomsten og det opsigtsvækkende fald fra tinderne, som hedgefonden Long-Term Capital Management (LTCM) oplever.

»En meget interessant historie om langsigtet kapitalforvaltning og en vigtig lektie i, at overdrevet risikovillighed og en alvorlig overvurdering af egne evner før eller siden kommer til at straffe dig på afkastet,« lyder det fra Jonas Edholm.

4) Expectations Investing
Den fjerde bog, som porteføljeforvalteren fremhæver, er skrevet af Michael Mauboussin og Al Rappaport i 2001. Vi taler om 'Expectations Investing'. Den handler om at forstå, hvad der er indpriset i aktiekursen, og hvilke forventninger der er afspejlet i kursudviklingen.

»En formidabel bog om, hvordan investorer bør starte enhver aktieanalyseproces med at forstå, hvilke forventninger der faktisk allerede er antydet og dermed indpriset i den aktuelle pris på aktien,« lyder det fra Jonas Edholm.