Porteføljeforvalter: Den reelle AI-risiko er ikke Terminator


Debatten om kunstig intelligens er gledet over i det apokalyptiske, efter en ung ingeniør forlod Anthropic med en offentlig advarsel om, at AI i værste fald kan true menneskeheden.
Men ifølge Sampensions porteføljeforvalter Mads Bech Flarup bør man se nærmere på de økonomiske drivkræfter.
Han stiller spørgsmål ved, hvem der egentlig har gavn af, at frygten vokser. Efter hans vurdering er det ikke nyt, at etablerede selskaber tager godt imod regulering, da regler koster penge at efterleve og rammer nye konkurrenter langt hårdere end markedslederne.
»Man bygger så at sige en voldgrav med lovgivning i stedet for med bedre produkter,« forklarer han og tilføjer:
»Det betyder ikke, at risiciene forbundet med AI er opdigtede. Men de ligger formentlig et andet sted, end overskrifterne antyder.«
Når modeller i stigende grad træner sig selv, bliver det sværere at kontrollerer, hvad de gør. Den reelle risiko er derfor ikke så meget Terminator, men flere uheld, hvor utilsigtede scenarier opstår, i takt med at antallet af mulige udfald går imod uendeligt.

»Det betyder også, at muligheder eller trusler, der tidligere var dyre og sjældne, pludselig bliver billige og udbredte.«
Når det gælder selskabernes forretningsmodel, mener porteføljeforvalteren, at behovet for beskyttelse handler om markedsmekanismer: »Hvorfor skulle de førende AI-selskaber have brug for en voldgrav? Muligvis fordi deres produkt hurtigt er ved at blive en råvare.«
Prisen på AI-tokens er ifølge flere estimater faldet med omkring 80 pct. om året siden 2021-22, mens prisen på solceller til sammenligning faldt ca. 90 pct. over ti år. Samtidig er de årlige forbedringer af de bedste modeller skrumpet til 7-8 pct., mens kinesiske modeller ofte kan tilgås til en brøkdel af prisen.
»Den pris-præmie, de amerikanske modeller nyder godt af lige nu, er svær at retfærdiggøre alene på ydeevne. Det investeringsmæssige paradoks er, at slutproduktet bliver billigere, mens regningen for at bygge infrastrukturen eksploderer,« konstaterer Mads Bech Flarup.
Det hører til historien, at værdiskabelsen rykker sig. Træning af modeller kræver de nyeste Nvidia-chips. Hér står USA stærkt - og pengene kan allerede ses hos Nvidia, bemærker man hos Sampension.
Nvidia rapporterede ifølge ham i seneste kvartal en omsætning på 46,7 mia. dollar. Datacenterforretningen udgjorde her 41,1 mia. dollar – en årlig stigning på 56 pct. med en bruttomargin på over 72 pct.
»Men når AI tages i brug i stor skala, handler det i langt højere grad om standardchips, billig strøm og skala. Vinderne bliver dem, der kan levere “godt nok” til en lav pris. Og dét er et spil, Kina er bygget til,« vurderer han.
»Den største taber kan dermed blive Europa, der er klemt mellem kinesisk industri og amerikansk dominans inden for flere afgørende sektorer,« udtaler Mads Bech Flarup.
I hans optik gælder det om at investerer dér, hvor pengene kan ses:
»Konkret mener jeg, at man skal eje AI dér, hvor indtjeningen allerede kan ses, og være varsom med de dele af værdikæden, der afhænger af løfter fra selskaber, der endnu ikke tjener penge,« udtaler han og tilføjer:
Nvidia er det tydeligste eksempel på den første kategori. Hyperscalerne er mere tvetydige: De har stærke kerneforretninger og enorm distributionskraft, men deres AI-case kræver, at meget store investeringer i datacentre og chips kan omsættes til højere indtjening.«
Faldende priser på AI er gode nyheder for de virksomheder, der rent faktisk bruger teknologien, bemærker han. Det taler for ham at se for at søge en bredere eksponering end blot de oplagte AI-vindere.
I Europa opfordrer han til at håndplukke aktierne. Selvom der fortsat findes stærke markedsledende europæiske selskaber som ASML, står den strukturelle og globale konkurrence i højere grad mellem USA og Kina.
Når en branche råber ulv over sit eget produkt, skal man lytte, men man skal også holde øje med pengene.