Henter kommentarer

| Opdateret

Porteføljeforvalter: Dette kan forklare de vilde Orphazyme-udsving


Tre ting kan have bidraget til de voldsomme kursudsving i Orphazyme-aktien. Det vurderer investeringsfirmaet Advice Capitals porteføljeforvalter Peter Hildebrandt, ifølge Børsen.

De voldsomme kursstigninger i GameStop-aktien tidligere i år kan have inspireret investorer til at jagte lignende aktie-kandidater. Den danske biotekaktie er så kommet i søgelyset, fordi selskabet står over for en mulig FDA-godkendelse af dets middel, arimoclomol, og særligt efter Biogens FDA-godkendelse forleden, lyder vurderingen.

»Pludselig begynder de her Reddit-typer at lede efter aktier med en nært forestående eventuel godkendelse. Orphazyme har nul bevågenhed hos amerikanske privatinvestorer, men den har været på en eller anden liste, og pludselig begynder folk at skrive om den, og at de også skal godkendes,« siger Peter Hildebrandt til Børsen.

Lignende toner har Danske Banks chefhandler Mads Zink tidligere givet udtryk for over for ritzau/Finans.

»Det var jo vildt, at den aktie kunne stige fra omkring 5 dollar i går (10. juni, red.), i USA til på et tidspunkt at være oppe i 77 dollar uden nogen som helst former for nyheder. Der gik lidt "Gamestop i den,« udtalte Mads Zink til Ritzau Finans.

Orphazyme står imidlertid over for en såkaldt Pdufa-dato. Her skal den amerikanske sundhedsmyndighed - Food& Drug Administration (FDA) ifølge reglerne have afsluttet sin vurdering af en accepteret ansøgning om markedsføringsgodkendelse af et nyt lægemiddel.

For Orphazyme er den dato 17. juni 2021, hvor omdrejningspunktet altså er selskabets mulige guldæg - midlet Arimoclomol - der er tiltænkt behandling af sygdommen Niemann-Pick type C.

Du kan se kursudviklingen i Orphazymes amerikanske notering her, og hvordan den danske Orphazyme-aktiekurs udvikler sig her.