De store kursfald for grønne aktier er en opkøbsmulighed, men man skal passe på med, hvilke aktier man køber.

Det fortæller partner og porteføljeforvalter i investeringsfonden MW Compounders, Johannes Møller.

»Da vi startede vores fond for tre år siden, var grønne aktier højt prissat, og folk elskede dem. Nu hader de dem,« siger Johannes Møller i mandagens udgave af Euroinvestors podcast Millionærklubben.

Derfor skal man som investor overveje, om man skal lade rive med af stemningen, eller om man skal være grådig, når andre er frygtsomme.

»Vi mener, at man i øjeblikket skal være grådig indenfor grønne aktier,« siger Johannes Møller.

Læs også: Porteføljeforvalter uenig med erhvervsmand: Det ville jeg aldrig nogensinde gøre

Han understreger dog, at det ikke er alle selskaberne, som er gode, men der er nogle i blandt, som har gode forretningsmodeller. Et af de selskaber er Solar Edge, som MW Compounders selv har aktier i.

»De har en rigtig god forretningsmodel, og de har vist, at de kan tjene penge,« siger Johannes Møller.

Han fortæller, at MW Compounders solgte aktien, men et fald derefter på 50 pct. fik dem til at lægge Solar Edge tilbage i porteføljen.

Selskabet beskæftiger sig med at producere komponenter til solceller. Selskabet er israelsk, men er børsnoteret i USA.

Selvom der er grønne danske aktier, så er det ikke i Danmark, man finder de gode grønne aktier, ifølge Johannes Møller. MW Compounders har i hvert fald ikke fundet potentiale i deres scanninger af markedet.

»Vi har kigget ret meget på Vestas, men vi har valgt at droppe den, fordi vi mener, at kvaliteten af forretningsmodellen er for lav,« siger Johannes Møller.

Den danske vindmølleproducent tjener simpelthen ikke nok penge, ifølge Johannes Møller, og produktet er for komplekst. 

Både Vestas og Ørsted er faldet markant tilbage de seneste tre måneder. Vestas er faldet med over 20 pct. i perioden, mens Ørsted er faldet med mere end 45 pct.

Læs også: Danske Bank-strateg: 'Det er alle øv-tingene, der vil stige'

Læs også: JPMorgans chefstrateg advarer om aktiefald på 20 pct.