Pres på centralbankchef Kevin Warsh før vigtigt rentemøde: 'Markedet kan blive tosset'


Når den amerikanske centralbank Federal Reserve onsdag aften dansk tid kommer med sin rentemelding for september, skal både rentebevægelsen og budskaberne sidde lige i skabet.
Ellers risikerer investorernes allerede hårdt prøvede tillid til centralbanken som uafhængig institution at fordufte.
En situation, der vil kunne ryste både aktie- og obligationsmarkedet, lyder det fra Nordeas chefstrateg Josephine Cetti:
»Hvis han flonker til pressemødet i morgen, og når de kommer med udmeldingen, så tror jeg godt, markedet kan gå hen og blive tosset,« siger Josephine Cetti og fortsætter:
»Jeg håber virkelig at han hæver renten. Alle gode argumenter for ikke at hæve renten vil nærmest være underordnede. For så vil han miste sin troværdighed, og så vil både aktie- og obligationsmarkedet sælge af.«
Centralbankchefen har nemlig efter sin imødesete tale på centralbankkonferencen i Jackson Hole Wyoming i august sat sig selv i en situation, hvor handlemulighederne er begrænsede. I talen gjorde Warsh det klart, at centralbanken skulle bekæmpe inflationen, og investorerne kunne forvente højere renter.

Kombineret med, at fredagens inflationstal fra USA landede højere end ventet, når man kigger på kerneinflationen, er der kun en vej frem, vurderer Josephine Cetti.
»Han bliver nødt til at hæve renten, for at vise at han er troværdig, når han siger han vil bekæmpe inflationen, og måske også for at begrænse stigningerne i de lange renter,« siger chefstrategen med henvisning til, at blandt andet den 10-årige og 30-årige amerikanske statsobligation er steget til de højeste niveauer i årevis de seneste uger.
Hvis Kevin Warsh og rentekomiteen i Federal Reserve som ventet af markedet hæver renten, vil det dog være et 'stærkt signal til markedet'. Også fordi den amerikanske præsident Trump, der har udpeget Warsh, har plæderet for lavere renter trods en inflation, der er højere end målet på 2 pct.
»Han burde hæve renten, og så kigge over på Trump og sige: 'Hvis du gerne vil have lavere renter, så kan det være, du skulle prøve at få energipriserne ned ved ikke at lave alt det her i Mellemøsten,'« siger Josephine Cetti.
Chefstrategen vurderer nemlig også, at aktiemarkedet godt vil kunne håndtere en rentestigning. Blandt andet fordi markedsrenterne allerede er steget, og at hun forventer en afmatning i den økonomiske vækst i andet halvår af 2026, der kan være med til at bringe inflationen ned.
»Så jeg tror faktisk, at mange af investorernes bekymringer vil fordufte stille og roligt. Men først skal vi lige have en renteforhøjelse,« siger Josephine Cetti.
I kølvandet på rentemødet vil hun derfor særligt holde øje med, om centralbanken hæver renten eller ej. Derefter vil hun nærlæse budskabet fra centralbanken i forbindelse med udmeldingen. Her kan der nemlig gemme sig informationer om, hvordan Federal Reserve ser på fremtiden.
»Det bliver en svær opgave for ham (Kevin Warsh, red.), især når markedet er så skeptisk indstillet over for ham,« siger Josephine Cetti.
I øjeblikket forventer investorerne med mere end 90 pct. sandsynlighed, at Federal Reserve vil hæve renten. Centralbanken offentliggører sin rentemelding onsdag aften kl. 20.