Mærsk, Vestas, Pandora og Carlsberg er blandt de C25-selskaber, der har meldt ud, at de vil forlade det russiske marked, men hos isoleringsgiganten Rockwool har man ingen planer om at stoppe aktiviteterne i Rusland.
Topchef Jens Birgersson mener, at debatten i Danmark er skinger. Det fortæller han til Børsen.
»Vi er under masser af følelsespres og mediepres, men det er kun i Danmark. Du ser det ikke i Sverige, Frankrig, Tyskland eller Italien,« siger han til avisen.
Tidligere på ugen lød det fra Jens Birgersson, at et exit fra Rusland ville svare til at forære den russiske stat en gave på flere milliarder kr.
»Hvis vi forlader, vil forretningen sandsynligvis fortsætte med at fungere under et andet "ejerskab". I realiteten ville vi give den russiske stat en gave på flere milliarder kroner med en effektiv forretning, et stærkt brand, topteknologi og værdifuld intellektuel ejendom fra den ene dag til den anden,« skrev han mandag i en mail til nyhedsbureaet Marketwire. Læs mere her.
Læs også: Danske banker får påbud: Har urimeligt høje priser
