Henter kommentarer

Priserne på sommerhuse er eksploderet: Så meget er de steget siden 2020


Det er blevet markant dyrere at købe et sommerhus i dag, end det var for 4 år siden. 

Faktisk er et gennemsnitligt sommerhus steget med 49 pct. per kvadratmeter, når man sammenligner det nuværende prisniveau med 2020, fremgår det af tal fra Finans Danmark. 

Et gennemsnitligt sommerhus kostede således 27.787 kr. pr. kvadratmeter ved udgangen af februar, hvilket er 49 pct. mere end samme tidspunkt i 2020. 

Læs også: Boligredaktør: Derfor skal du glæde dig over, at husejere fejrer prishop med dyr rødvin

Det betyder, at man i dag kan få et gennemsnitligt sommerhus på 85 kvm. til 2,4 mio. kr., hvor det i 2020 ville havde kostet 1,6 mio. kr. 

»De højere priser kan blandt andet skyldes, at udbuddet af sommerhuse næsten er halveret sammenlignet med foråret 2020. Selvfølgelig har beliggenhed, omgivelser og stand også meget at sige for prisen på det enkelte sommerhus, men ser vi på tværs af alle landsdele, så er gennemsnitsprisen for sommerhuse højere end for fire år siden,« udtaler Ane Arnth Jensen, der er  viceadministrerende direktør i Finans Danmark i en pressemeddelelse.

Ved starten af marts måned var der 4290 sommerhuse til salg i Danmark. Det er under halvdelen af, hvad der var i foråret 2020, og udbuddet af sommerhuse har faktisk været under 5000 siden sommeren 2021.