Professionel investor om Genmabs nedtur: 'Markedet er nødt til at reagere'


Genmab-aktien falder som en sten i tirsdagens børshandel.
Tirsdagens opsigtsvækkende kursfald kan skyldes, at et af verdens allerstørste medicinalselskaber er på vej ind på Genmabs område. Vi taler om et indtægtsben, som Genmab er spået til at hvile på i fremtiden.
Det vurderer Claus Johansen, der står i spidsen for formueforvalteren Global Health Invest, efter Genmab-aktien dykkede op mod 4,7 pct. tirsdag. Det gør Genmab-aktien til en af de mest faldende aktier blandt de helt store danske aktier, dem som vi finder i C25-indekset.
»Kursfaldet kan skyldes, at der pludselig er dukket en mulig konkurrent op til en af Genmabs blockbustere,« udtaler han.
Han har som sundhedsanalytiker i årevis fulgt medicinalindustrien, herunder Genmab, der har specialiseret sig inden for kræftforskning. Han fulgte også med, da det fredag kom frem, at den amerikanske sundhedsmastodont Merck har købt et potentielt lægemiddel fra biotekselskabet Curon.
Merck har købt retten til det mulige lægemiddel CN201, der minder om et af de lægemidler, Epkinly, som Genmab står bag. Merck er det største selskab inden for kræftmedicin - og har ikke før været eksponeret mod blodkræft-markedet, dvs. lymfe- og leukæmi. Det gør det interessant i min optik, forklarer Claus Johansen.
»Kursfaldet kan skyldes, at nogle er nervøse over, at så stor en konkurrent bevæger sig ind på Genmabs område. Det er et af de ben, som Genmab skulle stå på i fremtiden, og nu kan det vise sig, at det ben bliver knap så stort,« udtaler han og fortsætter:
»Da jeg så handlen, tænkte jeg 'For pokker, nu er Merck på vej ind på Genmabs område.«
Claus Johansen fastslår, at Merck er det største selskab i verden inden for medicin til kræftbehandlinger, målt på omsætningen i dollar. Det gør handlen interessant. Merck må alt andet lige vurdere, at CN201 rummer nogle muligheder, forklarer han.
Markedet er nødt til at reagere, når en ny, stor spiller rykker ind på det område, som Genmab og Roche ellers har siddet meget solidt på, understreger han.