Flere analytikere har spekuleret i det, og nu er det blevet til virkelighed; Novo Nordisk nedjusterer forventningerne til 2025.

Den nyhed tager investorerne dårligt imod, og aktien er sendt ud i et voldsomt kursfald. Det er skuffende, lyder det fra sundhedsinvestor Claus Johansen fra Global Health Invest.

Novo Nordisk har tirsdag sænket sine forventninger til 2025 som følge af lavere vækstforventninger til markedet i anden halvdel af 2025.

Salgsvæksten ventes nu at lande på mellem 8 og 14 pct. Dette var tidligere mellem 13 og 21 pct.

Driftsindtjeningen målt på EBIT ventes at lande på mellem 10 og 16 pct. Tidligere forventede selskabet en driftsindtjening på mellem 16 og 24 pct.

»Alt andet lige er det skuffende, at de må nedjusterer nu. Det er en signifikant nedjustering. Det er et vidnesbyrd om, at det er svært at penetrere markedet, og nu skriver de også, at det er svært at penetrere markedet uden for USA, og det tror jeg, er en større overraskelse,« siger Claus Johansen kort efter udmeldingen.

»Den udvikling, som de havde håbet på ville materialisere sig i andet kvartal, er ikke sket, så de har nok måtte indse, at det er sværere at penetrere markedet.«

Det er supersællerterne Wegovy og Ozempic, som Novo Nordisk skruer ned for forventningerne til i USA.

Novo Nordisk peger på kopimarkedet som en af de udfordringer, der fortsætter med at påvirke medicinalkæmpens salgstal for Wegovy.

Problemerne hos Ozempic skyldes ifølge Novo Nordisk en øget konkurrence. 

Her er det blandt andet Eli Lilly, der vinder markedsandele med Ozempic-konkurrenten Mounjaro.

Samtidig skruer selskabet også ned for forventninger i markederne uden for Nordamerika. 

Her peger selskabet på, at udrulningen af Wegovy foregår langsommere end ventet, og der forekommer også konkurrence her. 

Nedjusteringen er ikke den første i år. Novo Nordisk nedjusterede også sine forventninger til 2025 i forbindelse med regnskabet for første kvartal.

Novo Nordisk-aktien er tirsdag klokken 13.50 nede med 23 pct.

Læs også: Aktionærværdi for 300 milliarder udslettet på få minutter i Novo Nordisk

Læs også: Storbank advarer: Ingen lavere rente på vej - næste gang stiger den

Millionærklubben

Der er fuld drøn på nyhedsstrømmen fra finanssektoren, hvor tirsdag bl.a. byder på friske regnskabstal fra den svensk-britiske medicinalgigant, AstraZeneca. Millionærklubben ser på tallene sammen med adm. direktør i investeringsfonden Global Health Invest, Claus Johansen.  Nyt er der også på energifronten med den netop indgåede rammeaftale for handel og investeringer mellem Europa og USA. Hvad det får af betydning for råvaremarkederne, spørger vi chefanalytiker hos Global Risk Management, Arne Lohmann Rasmussen, om.  Med i studiet er chefanalytiker Lau Svenssen fra Svenssen & Tudborg, der tjekker ind på dagens aktuelle marked og samler op på gårsdagens relativt upopulære udmelding fra Bavarian Nordic. Vært: Bodil Johanne Gantzel.