Hvordan har Jens Løgstrup konsekvent leveret 15,5 pct. årligt afkast i et kvart århundrede?
Det løfter den erfarne investor sløret for i sin nye bog, Aktieguld', hvor han deler ud af den model, der har været med til at sikre ham en portefølje på et trecifret millionbeløb.
Et af de ting, han blandt andet kigger på, er ledelsen, fortæller han i mandagens udgave af podcasten Millionærklubben.
»Jeg vil gerne have, at de (ledelsen red.) har siddet tre år,« siger han og tilføjer:
»Det er jo meget simpelt: Ledelsen betyder rigtig meget for en virksomhed. Det er jo dem, der sætter kursen. Hvis en virksomhed har klaret sig godt i de sidste tre-fire år, og ledelsen har siddet der i samme periode, så er den nok ikke helt ringe.«
I udsendelsen fortæller Jens Løgstrup også om en af sine aktiefavoritter lige nu. Det er servicekæmpen ISS, som han for nyligt har investeret tungt i. Han har blandt andet set sig lun på aktien på grund af ledelsen i selskabet.
»Nogle vil sige, at det er en kedelig aktie. Men der tjenes nogle gode penge, ledelsen er dygtig, og de gør de rigtige ting. De har et massivt tilbagekøb af egne aktier - 2,5 milliard kr. er de i gang med at købe for,« siger Jens Løgstrup.
Hør meget mere om Jens Løgstrups model i den seneste episode af podcasten Millionærklubben. Lyt med via afspilleren herunder.


