Henter kommentarer

Professionel kapitalforvalter åbner blockchain- og kryptofond i Danmark


For første gang nogensinde har en etableret kapitalforvalter lanceret en investeringsfond, der udelukkende investerer i virksomheder relateret til blockchain-teknologi samt i kryptovaluta via en fond.

Det er kapitalforvalteren Aros Capital i Århus, der er først ude med projektet, som allerede har investeret kapital for knap 50 mio. kr. i porteføljen. Aros er ellers bedst kendt for at være et såkaldt family office, hvilket er den gængse betegnelse for mindre kapitalforvaltere, der yder specialiseret rådgivning og forvaltninger af større formuer blandt de mest velhavende personer i Danmark.

Fonden hedder Blockchain Fond og er konstrueret som en fund-of-funds, hvilket betyder, at folkene hos Aros har udvalgt foreløbigt fire forskellige fonde, der hver især investerer i de enkelte aktiver. De tre af fondene investerer direkte i unoterede aktier i virksomheder, der på en eller anden måde arbejder med konkret anvendelse af blockchain-teknologi. Den fjerde fond er rendyrkede investeringer i kryptovaluta som bitcoin, ethereum og alle de andre.

»Vi lægger ikke skjul på, at det her er en investering med meget høj risiko. Men vi mener også, at et forventeligt afkastpotentiale på 5 gange investeringen er derefter. Ud fra en samlet porteføljebetragtning er det kun en begrænset del af formuen vi vil anbefale vores kunder at investere i Blockchain Fond. Måske 1-2 pct. - op til 5 pct. afhængig af folks temperament,« siger senior vice president Thomas Wind fra Aros til Euroinvestor.

Dermed er målgruppen for fonden også kraftigt indsnævret til landets mest velhavende personer. Minimumsinvesteringen er nemlig 750.000 kr. på grund af regler om investorbeskyttelse.

Rent praktisk er fonden konstrueret som et K/S, hvilket følger den gængse selskabsform for private equity investeringer i Danmark. Det er samme model som kapitalfondene benytter sig af.

Analytiker Adrian Larsen har været dybt nede i processen med at udvælge de fire underliggende fonde til Blockchain Fond. Ifølge analytikeren har de brugt meget tid på at screene og foretage due diligence af de mange nye aktører i det spirende blockchain-univers.

»Der er meget derude. Men der er virkelig også meget skidt,« siger han.

»Blockchain-teknologien rummer det samme vækstpotentiale som internettet havde i 1990'erne. Vi har i årtier kunnet sende data til hinanden på tværs af landegrænser gennem internettet, men internettet har manglet et vigtigt aspekt; nemlig troværdighed. Blockchain løser dette ved at skabe troværdighed gennem teknologi uden, at det kræver fordyrende og ineffektive tredje parter til at validere data eller transaktioner.« forklarer Adrian Larsen.

»Inden for shipping-, finans-, detailhandel- og ejendomssektoren - ja, på rigtigt mange områder - vil blockchain kunne forandre verden. Det meste af Blockchain Fond er investeret i virksomheder som på en eller anden vis har taget hul på at levere de løsninger, hvor blockchain kan gøre en konkret forskel,« siger Adrian Larsen.

På tværs af de tre underliggende fonde er der investeringer i 40 forskellige virksomheder.

Aros Capital faste kundebase tæller 16 velhavende familier, hvoraf flere af dem er gået med i den nye fond. Den samlede kapital Aros Capital rådgiver om er på knap 3 mia. kr., og nye investorer i Blockchain Fond skal acceptere at betale 114 kr. pr. andel. Fonden startede i april til kurs 100. Ny kapital bruges til nye investeringer.

De efterfølgende omkostninger er 1 pct. om året, herefter er der et performanceafhængigt gebyr, der betyder, at 20 pct. af afkastet tilfalder Aros Capital, dog begynder afkastfordelingen først efter en akkumulerende hurdlerate på 10 pct. om året. Også denne model er velkendt fra kapital- og hedgefonde, hvor en tilsvarende omkostningsstruktur er branchestandard.

Læs også: Dansk aktieguldfugl i stort dyk – aktionærerne taber 41 mia. på få dage

Læs også: Ser kæmpe potentiale i dansk darling - tror aktien kan fordobles