Er du løve eller egern? 

Alt afhængigt af, hvad du svarer, har det gevaldig betydning for din privatøkonomi. For ifølge Michael Møller, der er professor i finansiering på CBS, kan den danske befolkning nemlig deles op i to dyrearter - enten er de egern eller løver.

Professoren gæster det seneste afsnit af Spar Kassen, der er B.T.'s pengepodcast, som giver danskerne gode råd til deres privatøkonomi, og her fortæller han, at der er stor forskel på, om du er en finansløve på savanen eller et hordende egern.

»Du kender udtrykket, at folk vil dø som en løve, men det er kun noget de siger, hvis de ikke kender noget til zoologi. For løver dør af sult, fordi de ikke kan finde ud af at spare op.«

»Et egern derimod, lægger sine nødder til side hen over vinteren og kan derfor overleve de dårlige perioder,« siger Michael Møller til gæsteværten Marie Milling.

Han understreger også i podcasten, at vores samfund er indrettet således, at løverne kan blive lokket i lånefælder med dyre renter. 

»Vi mennesker er heldige, at vi har finansmarkedet, som gør at vi både kan spare op gennem vinteren, men også låne nødder, vi ikke har, så vi har i virkeligheden, og det giver os nogle vidunderlige frihedsgrader.«

Men der er ét problem:

»Folk skal gøre det med deres sunde fornuft, da mange mennesker er løve-mennesker. De bruger hver en krone uden at tænke. For at give et eksempel, så har vi tvungen pensionsopsparing, ellers ville mange ikke lægge til side til alderdommen.«

»Det samme gør sig gældende med ferier, da man går ud fra, at gennemsnitsdanskeren ikke har rygraden som et normalt begavet egern,« siger professoren i podcasten. 

Artiklen er oprindeligt udgivet af B.T.

Er du økonomisk en løve eller et egern? Det kan du finde ud af to minutter inde i den seneste udgave af B.T.s podcast Spar Kassen, hvor professor Michael Møller forklarer, hvilket dyr man skal stræbe efter at være til gavn for ens økonomi.

Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.