Vesten spiller et "farligt, blodigt og beskidt spil" i Ukraine. Det siger Ruslands præsident, Vladimir Putin, i en tale torsdag.

Men før eller siden bliver USA og dets allierede nødt til at tale med Rusland, siger han.

Putin indledte torsdag sin årlige tale ved tænketanken Valdai i Moskva med at beskylde Vesten for at have taget "flere skridt i retning af optrapning" og have forværret konflikten i Ukraine i de seneste måneder.

Præsidenten har før anklaget Vesten for at forlænge krigen ved at levere våben til Ukraine.

Læs også: Carlsberg-topchef om at blive i Rusland: 'Det er drømmescenariet'

På den måde spiller de vestlige lande et "farligt, blodigt og beskidt spil", siger Putin i talen ifølge Reuters.

Han gentager også den russiske påstand om, at det er Nato og de vestlige lande, der har skylden for, at konflikten i Ukraine brød ud.

Regeringen i Moskva havde ikke andet valg end at invadere nabolandet, hævder Putin.

»Vi måtte beslutte, hvad vi skulle stille op med Donbas, for folk havde levet under beskydning i otte år. Vi blev nødt til at anerkende deres uafhængighed,« siger Putin om den østukrainske provins, som Rusland nu har erklæret som en del af Rusland.

Påstanden, om at indbyggerne i Donbas var forfulgt af Ukraine, er blevet mødt med voldsomme protester af den ukrainske regering.

»Vi havde kun ét mål, nemlig at hjælpe folk i Donbas,« hævder Putin ifølge Sky News.

Siden har Rusland erklæret Donbas-regionen, der består af provinserne Donetsk og Luhansk, for russisk territorium.

»Kun Rusland kan være garant for Ukraines territoriale integritet,« hævder Putin videre.

Ud over Donbas-regionen har Rusland også erklæret to andre provinser, Kherson og Zaporizjzja, for en del af Rusland nu. Det har mødt voldsom fordømmelse fra EU, USA og dele af den øvrige verden.

Det er områder, som russerne ikke kontrollerer fuldt ud, og hvor ukrainske styrker rykker hastigt frem under en igangværende offensiv.

Putin hævder, at Nato begyndte at indtage ukrainske territorier for længe siden, skriver Reuters uden at uddybe.

Han antyder også, at Vesten har en finger med i spillet i de såkaldte farverevolutioner, der har fundet sted i tidligere sovjetlande - blandt andet Ukraine.

I sin tale siger Putin videre, at de vestlige lande bruger sanktioner til at inddæmme andre lande, der ses som rivaler.

Det gør de for at holde dem nede og forhindre konkurrence, siger den russiske præsident.

»Det har været karakteristisk for dem siden kolonitiden, fordi de mener, at alle andre er andenrangsborgere, og at det kun er dem selv, der tilhører eliten,« siger Putin ifølge Sky News.

Rusland har derimod prøvet at "være venner" med Vesten og Nato, men ville ikke acceptere deres forsøg på at holde Rusland nede, hævder han.

Eksperter fra 44 lande var samlet i Moskva for at høre talen og stille spørgsmål til Putin. Det årlige arrangement i Valdai varede denne gang tre og en halv time i alt.

I Ukraine affejer en rådgiver for præsident Volodymyr Zelenskyj talen som værende noget, der er "for Freud" - med henvisning til den legendariske psykoanalytiker.

»Den, der invaderede et andet land, annekterede dets territorium og begik folkedrab, beskylder andre for brud på andre landes rettigheder og suverænitet?,« skriver rådgiveren, Mykhailo Pololyak, på Twitter.

Læs også: Oliegigant forlader Rusland med tomme hænder

Læs også: Nu ejer Elon Musk Twitter

/ritzau/