Der vil komme en vending i råvarepriserne, og dermed også i de aktier, der er knyttet til dem.
Det fortalte chefanalytiker og råvareekspert Tom Bundgaard fra Kairos Commodities, da han var med i Millionærklubben tirsdag.
Vurderingen er baseret på tre ting: Makroanalyser, fundamentalerne - f.eks. udbud, efterspørgsel, sæson - samt teknisk analyse.
I lang tid har færdigvarer-lagrene og indkøbslagrene verden over været for store. Derfor har indkøbscheferne forsøgt at få bugt med lagrene.
Oven i det kommer så, at ordrerne fra kunderne også har været faldende gennem de sidste 1,5 år.
Nu er der imidlertid kommet en ændring med flere kundeordre i en tid, hvor det er lykkedes at få bragt lagrene ned i et forholdsvist lavt niveau.
Der er en helt masse indkøbere verden over, der derfor skal ud at købe ind, så de kan fylde lagrene op, vurderer Tom Bundgaard.
Det vil påvirke aktierne tæt på dem, fortæller han.
- Generelt udtaler vi os ikke om enkeltaktier, da vi alene analyserer råvarer. Men hvis den høje korrelation mellem råvarepriserne og producentens aktier fortsætter, så vil f.eks. metalbranchens aktier kunne forvente en stigning, men fra et meget lavt niveau, fortæller Tom Bundgaard.
Men der er tale om en imidlertid vending, understreger Tom Bundgaard.
- Vi ved, at det er en midlertidig stigning, og vi prøver i øjeblikket at beregne, om det betyder en stigning frem til foråret eller resten af 2020. Det er en 'kortvarig' forbedring af situationen, fortæller Tom Bundgaard.
Skal man så vente med at købe ind i den slags aktier, hvis man har nogle på kandidatbænken?
- Vi kan ikke rådgive om aktier, men kan måske give to råd: A. Du skal analysere og kende råvaren godt, for den er med til at styre aktiekursen. B. Det er at foretrække at få et købssignal - uanset hvordan du definerer det - i både råvaren og aktien, før du køber, fortæller Tom Bundgaard.

