Zealand Pharma-aktien har de seneste dage været ramt af en voldsom nedtur.

På blot få handelsdage er aktien nede med omkring 15 pct., og i dag onsdag dykker aktien mere end 5 pct. kort efter handlen er skudt i gang.

Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, har også bemærket det voldsomme fald.

- Zealand Pharmas aktie har over de seneste dage været under et massivt pres. Det fortsætter i dag, konstaterer han i en kommentar.

Han peger ligeledes på, at der ingen officielle nyheder er fra selskabet, men at markedsværdien nu er faldet til under 29 mia. kr.

- Aktiekursudviklingen ikke kun i dag, men de seneste dage er tankevækkende. Er der store aktionærer, som dumper aktien? Er der algoritmer som skræmmer investorerne, eller andre forhold som kan få aktien til at smelte på den måde som det sker. Udviklingen er meget bemærkelsesværdig, lyder det videre fra Per Hansen.

Det seneste år er Zealand-aktien nede med 42,3 pct.