Det var på et hængende hår, men eurozonen undgår en recession i denne omgang.
Det står klart efter det nye BNP-væksttal for eurozonen for fjerde kvartal 2023 er blevet opgjort til 0 pct.
Tredje kvartal bød på et fald på 0,1 pct. til væksten, så hvis væksten i denne omgang var blevet negativ, havde eurozonen befundet sig i en teknisk recession, som defineres med negativ vækst i to kvartaler i streg.
Selvom eurozonen undgår den tekniske recession, er billedet ikke nødvendigvis positivt ifølge cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Jeppe Juul Borre.
»Eurozonen undgår akkurat recession. Uha, det var tæt på. Vi står dog med en økonomi, som mest af alt bevæger sig sidelæns og ikke viser synderligt meget bedre takter her i begyndelsen af 2024,« skriver Jeppe Juul Borre i en kommentar.
Der er dog både negative og positive ting at tage fat i øjeblikket, vurderer cheføkonomen.
»Med positiv klang kan vi sige, at det egentlig er ganske fornuftigt i lyset af massive udfordringer som højere priser, stigende renter og økonomisk usikkerhed. Med den negative klang kan vi så samtidig også konkludere, at det langtfra er rosenrøde tal. Det er en vækstmæssigt svækket økonomi, som vi står og kigger på,« skriver Jeppe Juul Borre.
Eurozonens økonomiske præstationer er ikke uden betydning for dansk økonomi, selvom vi står udenfor, påpeger Jeppe Juul Borre.
»En svækket økonomi i eurozonen kan også vise sig at være skidt set med danske briller. Særligt når vi ser mod Tyskland som en af vores absolut største samhandelslande. Mere end 50 pct. af den danske eksport går til den europæiske økonomi og beskæftiger op mod en halv million danske arbejdspladser. Opbremsningen i europæiske økonomi kan ramme dansk eksport og danske arbejdspladser,« skriver Jeppe Juul Borre.
Læs også: Stort dansk aktie er flyvende efter ny plan
Læs også: Jyske Bank om dansk folkeaktie: Vent med at køb den

Mange ved det ikke - rammer over 60 pct.