Tankrederiet Torm har vind i sejlene og lander et historisk godt resultat for årets første ni måneder.

Det står klart, efter at Torm har præsenteret sit regnskab for tredje kvartal af 2023 torsdag morgen. 

Således lander Torm et driftsresultat målt på EBITDA på 613,6 mio. dollar i de første ni måneder af 2023, hvor det tilsvarende resultat sidste år var på 476 mio. dollar. 

EBITDA-marginen lander på 54,2 pct. i de første ni måneder af 2023, mod 47,8 pct. i de første ni måneder af 2022. 

Den såkaldte TCE-indtjening lander på 817 mio. dollar for de første ni måneder af 2023, mod 649,8 mio. dollar i de første ni måneder af 2022. 

Tredje kvartal af 2023 har dog været noget ringere end det forgående, hvor Torm lander et driftsresultat målt på EBITDA på 178,2 mio. dollar i 2023 mod 262,2 mio. dollar i tredje kvartal af 2022. EBITDA-marginen er også lavere i tredje kvartal af 2023, hvor den lander på 49,8 pct. mod 58,5 pct. i tredje kvartal af 2022.

Dermed mister Torm omtrent en tredjedel af indtjeningen i tredje kvartal. 

Torm har i forbindelse med regnskabet besluttet at udlodde et udbytte på 1,46 dollar per aktie i tredje kvartal svarende til 123,3 mio. dollar. Udbetalingsdagen er 5. december og X-dagen er 21. november. 

Torm kommenterer også på markedsudviklingen, og her melder selskabet om et fortsat stærkt, men volatilt marked i tredje kvartal af 2023. Det var dog svagere end i de to forgående kvartaler af 2023, men Torm forventer at fjerde kvartal vil blive bedre: 

»Markederne styrkede sig mod slutningen af tredje kvartal, hvilket forventes at have en positiv indvirkning på indtjeningen i fjerde kvartal,« skriver Torm i meddelelsen. 

Rederiet er også ude med en præcisering af sine forventninger for året. De såkaldte TCE-earnings forventes nu at lande i intervallet 1,075-1,125 mia. dollar mod de tidligere forventninger om 1,050-1,175 mia. dollar. 

TCE er en måleenhed, der bruges i shippingindustrien for at vurdere den økonomiske ydeevne af et skib og sammenligne indtjeningen på tværs af forskellige tidscharteraftaler.

Resultatet målt på EBITDA forventes at blive på mellem 825-875 mio. dollar hvor de tidligere forventninger var på mellem 775-900 mio. dollar. 

Torsdag morgen har Torm også udsendt en nyhed om, at rederiet køber otte såkaldte LR2-skibe.

Forventningen er at skibene bliver leveret i slutningen af fjerde kvartal 2023 eller første kvartal af 2024. Torm betaler 399 mio. dollar for skibene, hvoraf 239 mio. bliver betalt kontant og resten gennem udstedelsen af omtrent 5,5 mio. aktier. 

»Vi er glade for denne mulighed for at øge vores eksponering til LR2-segmentet, da vi ser stærke efterspørgselsdrivere i dette segment i de kommende år. Som altid fokuserer vi på det forventede afkast af den investerede kapital, og vi mener, at det er værditilførende og særligt interessant for vores aktionærer at bruge udstedelse af nye aktier som en del af vurderingen,« udtaler CEO Jacob Meldgaard i forbindelse med meddelelsen.

Handlen kommer ikke til at påvirke Torms forventninger til 2023.

Torm er et af verdens største rederier, der sejler med raffinerede olieprodukter med en flåde på mere end 80 skibe.

Torm-aktien har indtil videre leveret et afkast på 25,6 pct. i år – størstedelen af dette er kommet gennem udbytter

Læs også: C25-gigant forkæler aktionærerne

Læs også: Coloplast lander en smule under forventningerne i årsregnskab