Regeringen vil sænke elafgiften, så danskerne vil få en mærkbar rabat på elregningen. 

Det skriver TV 2.

»Det er noget, man kommer til at kunne mærke i alle danske husstande,« siger statsminister Mette Frederiksen i et interview med TV 2.

Med en pris på 72,7 øre per kilowatt-time næste år før moms har Danmark en af Europas højeste afgifter på el. Med regeringens forslag vil man sænke afgiften til EUs minimumsgrænse på 0,8 øre.

Det betyder, at danskerne i praksis nærmest vil slippe for afgiften i 2026 og 2027. 

I interviewet deltager også Venstres formand og forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, og Moderaternes formand og udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen.

Forslaget glæder særligt Venstreformanden, fordi det, ifølge ham, vil ramme de danskere med den mindste indkomst.

Regeringen vurderer, at en almindelig lønmodtagerfamilie kan spare omkring 4.000 kroner om året, mens et pensionistpar får en lettelse på cirka 2.700 kroner.

Forslaget kommer forud for regeringens kommende finanslovsforslag, som skal komme senest 31. august hvert år.