Regnskabssæsonen er stille og roligt ved at komme op i gear. De store amerikanske banker er kommet med de første tal, og i de næste uger vil vi blive væltet omkuld med regnskaber fra børskæmper fra USA, Europa og herhjemme fra Danmark.
Når giganterne åbner op for deres regnskabsbøger, er der særligt én ting som chefstrateg Josephine Cetti fra Nordea vil holde øje med.
Det fortæller hun i tirsdagens udgave af Millionærklubben.
»Jeg tror det bliver en god regnskabssæson, hvor virksomhederne leverer bedre end estimaterne fra analytikerne,« siger hun
Chefstrategen påpeger, at hun også tror det kommer til at gå godt for aktierne på tværs af sektorer.
»Problemet er, at forventningerne er skyhøje. Analytikerne forventer 15 pct. indtjeningsvækst for S&P 500 i 2026,« siger Josephine Cetti.
»Det betyder, at det ikke er nok, at du bare leverer. Du skal slå forventningerne – og hvis ikke du gør det, er der kontant afregning,« tilføjer hun.
Når Josephine Cetti læser regnskaber i den nuværende sæson kigger hun derfor især på selskabernes forventninger til det kommende år.
Og her er det vigtigt, at de finansielle forventninger er »helt oppe og ringe,« påpeger chefstrategen for, at virksomhederne kan leve op til analytikernes estimater.
Hør hele tirsdagens afsnit af Millionærklubben i afspilleren herunder – eller hvor du normalt lytter til podcast:


