Ringkjøbing Landbobanks direktør: Få hundrede private rammes af negative renter


PR-foto: Ringkjøbing Landbobank / Henning Bagger/ Ritzau Scanpix
PR-foto: Ringkjøbing Landbobank / Henning Bagger/ Ritzau Scanpix
Vis mere

Ringkjøbing Landbobank følger med flere af sine kollegaer i banksektoren og indfører fra næste år negative renter for privatkunder.

Det fremgår af bankens regnskab for tredje kvartal, der er offentliggjort onsdag morgen.

For rene indskud på indlånskonti på over 2 mio. kr. vil privatkunder næste år skulle betale en rente på 0,75 pct.

Men der vil blot være tale om meget få kunder, der bliver ramt af den ændring, lyder det fra John Fisker, der er administrerende direktør hos Ringkjøbing Landbobank.

- Det bliver kun nogle få hundrede kunder, der bliver berørt af den her ændring, siger John Fisker i et interview med Ritzau Finans.

Den vurdering hænger sammen med, at langt størstedelen af bankens kunder med så store indskud har investeret pengene i stedet for at have dem stående på bankkontoen.

Og netop den vej vil Ringkjøbing Landbobank gerne trække de velhavende kunder.

- Vi har besluttet at indføre negative renter for specielt de store privatkunder næste år. Det er, fordi kostprisen for pengene simpelt hen er 0,75 pct. for os, når vi skal opbevare pengene hos Nationalbanken, siger John Fisker.

- Og mange af de her kunder er allerede investeringskunder. Vi har allerede været i dialog med kunderne om, hvordan pengene kan investeres.

- Vi vil meget gerne opbevare pengene, men så er man også nødt til at betale kostprisen, for så skal vi jo betale for at opbevare dem, og så ender det med, at der er nogle andre kunder, der i sidste ende skal betale for det, fortsætter direktøren.

HAR SÆNKET GEBYRER PÅ INVESTERINGSPRODUKTER

For at løfte incitamentet til at investere større indeståender har Ringkjøbing Landbobank i løbet af tredje kvartal valgt at sænke sine gebyrer på en stribe investeringsprodukter, så banken i stedet kan få de velhavende kunder over i den fold.

De negative renter på indestående på over 2 mio. kr. skal dermed også ses som en finansiering af det træk.

- Det skal også ses som en delvis finansiering af, at vi i tredje kvartal har sat gebyrerne ned på en række af vores investeringsprodukter, siger John Fisker.

For pensionskonti indfører banken også negative renter med effekt fra næste år. Og her er der tale om en del flere kunder, afslører topchefen.

Omvendt er beløbene her noget mindre, og igen skal trækket også ses som et forsøg på at løfte incitamentet til at få investeret de sidste penge.

- Der er mange pensionskonti, men de er jo som oftest også investerede, fordi det er "lange" penge. Vi har skelet til pensionskasserne, som jo de facto også har negative renter, når de investerer i obligationer. De kunder, der bliver ramt her, er dem, der har valgt at sælge ud af obligationerne og ikke er investeret helt, siger John Fisker.

- Men det er generelt en helt anden problemstilling. Der er en hel masse restbeløb på pensionskonti, som ikke er investeret. Her skal vi løfte incitamentet til at investere. Det kan sagtens være, at man har 700.000 kr. på sin pensionskonto, men så er 23.000 kr. af dem ikke investeret, fortsætter direktøren.

KONVERTERINGER KOMPENSERER DELVIST - MEN RAMMER FORSKELLIGT

De lave renter i Danmark og rundt omkring i verden har dog også haft en positiv effekt for bankerne.

På området for boliglån har lave og ofte negative renter nemlig også betydet, at en massiv andel af kunderne har valgt at omlægge deres lån for at få glæde af den udvikling.

Og det skæpper godt i gebyrkassen hos bankerne, hvorfor mange har kunnet opjustere forventningerne i løbet af i år - herunder også Ringkjøbing Landbobank, der i starten af oktober opjusterede med netop høj konverteringsaktivitet som primær årsag.

Og de ekstra indtægter modsvarer delvist det, der tabes på lavere renter.

Ritzau Finans: Kan man ikke sige, at de højere gebyrindtægter kompenserer for de lavere renter?

- Det mener jeg godt, at man kan sige, men det er bare forskellige år, det rammer i. Grunden til, at vi har kunnet opjustere, er, at vi har haft en ekstraordinært stor aktivitet med at konvertere lån. Det er en 2019-sag, og når vi er fremme i 2020, har vi ikke den her konverteringsbølge mere, siger John Fisker.

/ritzau/FINANS

Læs også: Ringkjøbing Landbobank indfører negative renter for private kunder