Den schweiziske medicinalgigant Roche har lagt et stærkt første halvår bag sig. Den underliggende forretning vokser med 6 pct., oplyser Roche i det regnskab, som selskabet har lagt frem torsdag morgen. 

Det er alt andet lige godt nyt for det danske biotekselskab Zealand Pharma, der arbejder tæt sammen med den schweiziske kæmpe.

Overskuddet pr. aktie landede på 10,85 schweizerfranc mod de ventede 10,05.

Fremgangen er så solid, at Roche fastholder sine forventninger til året og regner med at udbetale et højere udbytte til aktionærerne.

For investorer i Zealand Pharma er regnskabet særligt interessant. Selskaberne deler regningen og et fremtidigt overskud fra vægttabsmidlet Petrelintid. Roche fremhæver selv, at de nyeste fase 2-tests af midlet viser meget lovende resultater.

Næste store skridt bliver i andet halvår af 2026, hvor parterne vil starte det afgørende fase 3-studie – den sidste testfase før medicinen kan godkendes.

Salgssuccesen drives især af blødermedicinen Hemlibra, som konkurrerer direkte med Novo Nordisks Novoseven.