Det er ikke sjovt at være Rockwool-aktionær i disse dage.

Aktien i den danske isoleringskæmpe falder med 4,6 pct. lige nu, efter aktien også blev sendt ned i mandagens handel. Ser man tilbage på de sidste fem handelsdage er Rockwool-aktien nede med 13,3 pct.

Årsagen er først og fremmest stigningen i naturgaspriserne, som Rockwool bruger i deres produktion, lyder det fra investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet i en kommentar tirsdag.

Gasprisen er steget markant efter USA og Israel har angrebet Iran i weekenden, som har spredt sig til kampe i store dele af Mellemøsten.

»På kort sigt er usikkerheden stor, og priserne kan stige yderligere. På lidt længere sigt, kan Iran, som den store olie- og naturgasproducent de er, blive en større eksportør og producent end de har været i mange år. Det kan betyde noget for stabiliteten i regionen og energipriserne,« lyder det fra Per Hansen.