Den danske isoleringskæmpe Rockwool kommer en smule sløjere end ventet ud af det seneste kvartal.
Det afslører selskabets netop offentliggjorte regnskab for årets andet kvartal.
Omsætningen lander dog som ventet, hvilket heller ikke var den store overraskelse, da selskabet tidligere på sommeren kunne løfte sløret for blandt andet omsætningen.
Således lander omsætningen på 1.010 mio. euro., hvilket er en stigning på 10 pct. sammenlignet med samme periode sidste år. Ligeledes er det en ny rekord.
Også EBIT var kendt på forhånd og lander på 189 mio. euro. Det er en del mere end samme periode sidste år, hvor tallet endte på 133 mio. euro.
EBITDA lyder på 253 mio. euro. Det er en smule under de ventede 255 mio. euro, hvis man tager udgangspunkt i konsensusestimater indsamlet af Rockwool selv.
EBITDA er et tal for driftsresultatet. Driftsresultatet udtrykker, hvor effektiv virksomheden er til at drive selve forretningen. Det rene driftsresultat er EBIT, mens EBITDA er når man ikke fratrækker udgifter til nedskrivninger og afskrivninger.
Også indtjeningen før skat lander en my lavere på 184 mio. euro mod de på forhånd ventede 190 mio. euro.
På bundlinjen ligger der 142 mio. euro. Det er også en tand under de ventede 145 mio. euro.
Topchef Jens Birgersson er glad for det resultat, den danske kæmpe netop har fremlagt.
»Jeg er tilfreds med vores salgs- og indtjeningstal for andet kvartal, hvor vores indtjening nåede et rekordhøjt niveau. Disse resultater er primært drevet af volumenstigninger på tværs af flere regioner, stabile priser og vores meget effektive drift,« siger han i en kommentar til regnskabet.
