Selv om det danske containerrederi Mærsk står til om lidt at kunne præsentere en rekordstor indtjening på 123 mia. kr. før skat i 2021, er det kun godt fire procent af det beløb, der skal betales i skat.

Sådan bør det ikke være, mener SF og Enhedslisten, der ønsker at ændre den attraktive skatteaftale - tonnageskatten - som de danske rederier har.

Det skriver Berlingske.

Mærsk kan offentliggøre årsregnskab den 9. februar, og her forventes selskabet at kunne fremvise den største indtjening før skat, som en dansk virksomhed nogensinde har fremlagt.

Læs også: Udbyttenyt fra Danske Bank: Det kan aktionærerne se frem til

Det er forventningen, at der skal betales godt 5,2 mia. kr. i skat af de penge globalt, og den danske statskasse står derfor til et langt lavere beløb, skriver Berlingske.

Den særlige skatteordning har været gældende siden 2001 og blev indført for at holde rederierne på dansk grund.

Læs også: Mark Zuckerberg kan ryge ud af global top 10

Tonnageskat vil sige, at rederierne betaler en fast skat eller afgift per skib, og beløbet bliver dermed ikke påvirket af selskabets overskud.

Med tonnageskatten slipper rederierne for den klassiske selskabsskat, som andre virksomheder skal betale.

Både SF og Enhedslisten har gennem tiden været imod den særlige ordning. Og ifølge Henning Hyllested, der er Enhedslistens transportordfører, viser eksemplet med Mærsk klart, at rederier nu tjener godt, men betaler lidt i skat.

- Det er helt urimeligt med statsstøtte til et rederierhverv, som tjener så mange penge. De unddrager at betale til fælleskassen, siger Hyllested til Berlingske.

Lisbeth Bech-Nielsen, der er finans- og skatteordfører for SF, mener, at det er uskik, at Mærsk betaler så lidt i skat, når det går så godt for virksomheden. Også hun vil have nye skattebetingelser for rederier.

- Man kan også i mange andre brancher flytte sit hovedkontor, og jeg synes, det er urimeligt for andre dele af erhvervslivet, som betaler mange gange det, Mærsk betaler, siger hun til avisen.

Regeringspartiet Socialdemokratiet har derimod ingen planer om at ændre på tonnageskatten, fortæller erhvervsordfører Orla Hav (S).

Partiet vil gerne se, at rederierne klarer sig godt i konkurrencen, lyder det.

Tonnageskatten har før været debatteret, og i 2006 anbefalede de økonomiske vismænd at justere den. Det skete dog ikke.

/ritzau/