Rødglødende Nvidia-aktie vækker bekymring


Investorer køber så kraftigt op i Nvidia-aktien, at det er vækker bekymring.
Sådan lyder advarslen fra analytikere, der følger den amerikanske mastodont, der dominerer markedet for computerchips til kunstig intelligens,
Nvidia-aktien oplevede en såkaldt 14-dages RSI-værdi på over 80 fredag. Det er det højeste siden juni 2024, hvilket for nogle analytikere indikerer ekstreme købsniveauer, skriver Bloomberg News.
Det indikerer, at Nvidia-aktien er steget så hurtigt og markant, at der er en øget risiko for kursfald. Nogle investorer kan have købt Nvidia-aktien i et "hype"-drevet marked, hvor forventningerne til fremtidig vækst er prissat til et niveau, der kan være svært at leve op til.
»Det er helt klart ved at blive overkøbt, og selvom det ikke betyder, at en vending er umiddelbar, er det noget, man skal være opmærksom på,« siger Jonathan Krinsky, chef for markedsteknik hos BTIG, der tilføjer, at stemningen er ved at gå fra optimistisk til grænsende til euforisk.
Den seneste tids massive stigning, der har løftet Nvidia-aktien over 80 pct. på under fire måneder, er blandt andet drevet af nyheder om, at Nvidia planlægger at genoptage salget af visse AI-chips i Kina med amerikansk godkendelse.
Det politiske skifte fra Trump-administrationen kan potentielt genvinde en stor del af den omsætning, der var truet af amerikanske eksportrestriktioner.
Samtidig har præsident Trump fremhævet milliardstore investeringer i AI og energiinfrastruktur, mens Meta Platforms' topchef, Mark Zuckerberg, har bekræftet planer om at bruge »hundredvis af milliarder dollars« på datacentre. Meta Platforms er Nvidias næststørste kunde.
Nvidia er på vej mod den ottende uge i træk med stigninger, og rallyet siden april har tilføjet omkring 1.900 mia. dollar til markedsværdien, hvilket overstiger Metas samlede markedsværdi.
Med en markedsværdi på over 4.200 mia. dollar er Nvidia igen verdens mest værdifulde selskab, foran Microsoft.
Trods den positive momentum har nogle investorer som James Abate, der er ledende direktør og chef for fundamental strategi hos Horizon Investments, valgt at sælge ud af Nvidia-aktier.
Han udtrykker bekymring for, at investorerne undervurderer den potentielle cyklikalitet i AI-forretningen.
Rhys Williams, chefstrateg hos Wayve Capital Management, ser ingen grund til at tage profitten hjem på Nvidia, da alle tegn peger på fortsatte AI-investeringer.
»Nvidia har haft et flot gennembrud, og det vil kræve et godt kvartal og en opjustering af forventningerne, men vi forventer, at det vil ske. Vi har formentlig et eller to år mere med stærk vækst i datacentre,« udtaler Rhys Williams.
Fremadrettet vil investorerne nøje følge regnskaberne fra de store teknologiselskaber for at få et indblik i deres investeringsplaner for kunstig intelligens. Alphabet kommer med friske regnskabstal onsdag kl. 22.30 efterfulgt af Microsoft og Meta Platforms 30. juli.
Disse tre selskaber samt Amazon står for over 40 pct. af Nvidias omsætning, og egne regnskabsresultater fra Nvidia ventes sidst i august.