Guldprisen har nået et historisk højdepunkt og overgår den tidligere rekord fra oktober.
Det gyldne metal steg mere end 1 pct. og handles nu til 4.386 dollar per ounce.
Den markante stigning skyldes en kombination af øgede geopolitiske spændinger og spekulationer om kommende rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, skriver Bloomberg News.
Investorerne satser på, at Federal Reserve (Fed) vil sænke renten to gange i 2026.
En lempeligere pengepolitik er typisk positiv for guld og sølv, da disse metaller ikke giver renter.
Samtidig har de seneste ugers geopolitiske uro – herunder USA's intensiverede olieblokade mod Venezuela og et ukrainsk angreb på en russisk olietanker – styrket metallernes status som sikre havne.
»Centralbankernes køb, fysisk efterspørgsel og geopolitisk hedging forbliver ankre på mellemlang til lang sigt, mens Feds politik og realrenter fortsat driver cykliske udsving,« forklarer Dilin Wu, der er strateg hos Pepperstone Group.
Ifølge strateg Dilin Wu begynder nye investorer, som for eksempel selskaber, der laver digitale valutaer som Tether og visse virksomheders finansafdelinger, at købe guld.
Det betyder, at flere forskellige slags penge nu finder vej til guld, hvilket gør efterspørgslen på guld stærkere og mere stabil.
Guld har i år oplevet en stigning på mere end 60 pct., støttet af centralbankernes øgede opkøb og en vedvarende tilstrømning til guld-ETF'er .
Ægelmetallerne sølv og platin har haft et stærkt år. Sølv er steget til 68,87 dollar per ounce, mens platin handles over 2.000 dollar per ounce for første gang siden 2008, efter en stigning på omkring 125 pct. i år.
Hvis du gerne vil læse mere om behovet for metaller og råvare i fremtiden, kan du med fordel læse bogen 'How to Listen When Markets Speak' fra 2024.

I bogen argumenterer Lawrence McDonald, der har en baggrund som markedsrisikoekspert, for at håbet om en tilbagevenden til den økonomiske orden, vi kendte før finanskrisen, er urealistisk.
De grundlæggende rammer for verdensøkonomien har ændret sig markant, og få investorer er ifølge forfatteren forberedt på konsekvenserne.
Bogen fremhæver nogle forandringer i verdensøkonomien, der forklarer, hvorfor det er en god idé at være eksponeret mod en lang række råvarer, som guld, kobber og olie.
Vi skal nemlig forberede os på et vedvarende højere inflationsniveau, et strukturelt skifte i retning af råvarer og sjældne mineraler som lithium og kobolt samt en mulig svækkelse af USA’s rolle som global økonomisk supermagt.

